Den 24-årige FC Nordsjælland-spiller Jonathan Richter blev i dag ramt af et lyn, da han deltog i en træningskamp mod Hvidovre. Den talentfulde spillers tilstand er endnu ikke afklaret, men Richter ligger i respirator og bliver holdt i kunstigt koma.
Imens holdkammeraterne venter på nyt fra hospitalet, har truppen og alle omkring den været samlet og modtaget hjælp fra en krisepsykolog.
- Det er et frygteligt uheld, der har ramt Jonathan og det berører os alle meget dybt. Men det eneste vi kan gøre i denne situation er, at sørge for han får den bedst mulige hjælp han kan få, og det ved vi han har på Hvidovre Hospital, hvor han er omgivet af de dygtigste fagfolk i landet, siger klubejer Allan K. Pedersen i en meddelelse.
- Alle vores tanker og bønner går nu til Jonathan, hans familie og hans nærmeste, og vi ved, at hans fantastiske fysik og form kan være en hjælp i den tragiske situation Jonathan pludselig så meningsløst og uretfærdigt befinder sig i.
Klubben af aflyst morgendagens formiddagstræning, og opfordrer til at give ro til Jonathans familie, der blandt andet tæller tvillingbroderen Simon, der også spiller for FC Nordsjælland.


FC Nordsjælland
3F Superliga































