Greve vil tilbage i 1. division, og til at lægge en linje for, hvordan man kommer det hurtigst muligt, har klubben ansat den tidligere FC Midtjylland- og AGF-træner Erik Rasmussen som konsulent.
- Erik skal hjælpe os med at lave en rød tråd i hele klubben. Han skal lave en handlingsplan, fordi vi gerne vil have en ensartet linje ned gennem ungdomsarbejdet, så vi om nogle år kan profitere af arbejdet, siger cheftræner og sportschef Benny Nielsen ifølge Ekstra Bladet.
- Vores ambition er at spille i 1. division i løbet af fire-fem år og det må gerne være med mange af vores egne spillere, siger han.
Siden 2010 har 51-årige Erik Rasmussen ikke været aktiv træner. Han har derimod siddet som ekspert på Canal 9's fodbolddækning.


Greve
CampoBet 3. division































