Mustafa Hassan har været tilknyttet Brøndby, men i dag fik den 20-årige angriber ophævet sin kontrakt på vestegnen. Til gengæld står det nu klart, at den irakisk fødte spiller kan spille på de danske landshold. Det er FIFA kommet frem til efter et års sagsbehandling.
Hassan kom til Danmark i 2002 og har været dansk statsborger siden januar 2009. Det er DBU, der har stået for ansøgningsprocessen. Forbundet skriver på deres hjemmeside, at de anser de danske indfødsretsregler for problematiske i forhold til FIFA’s reglement, da de forsinker eller forhindrer DBU i at kunne sikre spilletilladelse for talenter under 18 år.
DBU arbejder for tiden også på en ansøgning for den 20-årige AGF’er Sanel Kapidzic, der er af bosnisk oprindelse.
Ifølge bold.dk’s oplysninger fortsætter Mustafa Hassan karrieren i HB Køge.


































