Kent Nielsen spottede for tre år siden den offensive midtbanespiller Kasper Klausen i Skjold. Nielsen hentede Klausen til AC Horsens, og her viste han gennem to sæsoner, at han kunne være med på allerhøjeste niveau.
Denne sæson er dog blevet spoleret af skader, og derfor har Horsens valgt ikke at forlænge kontrakten med Klausen. Det åbner for en tilbagevenden til Hvidovre, som Klausen frem til 2003 tørnede ud for.
- Kasper er Hvidovre-mand med stort H! Han har brugt hele sin ungdom på klubbens træningsbaner. Han er skolet ud fra klubbens traditioner om hårdt arbejde og god indstilling, og han har den særlige Hvidovre-ånd, siger direktør Tom Jensen til klubbens hjemmeside.
Det er endnu ikke sikkert, at Klausen kan vende tilbage til fodbolden efter sin skade, men genoptræningen forløber planmæssigt.
- Kasper har været til nogle behandlinger i Tyskland hos en specialist, og han er påbegyndt et genoptræningsforløb som giver begrundet håb om, at han kan vende tilbage til fodbolden.
Kasper Klausen, der som 17-årig debuterede på Hvidovres bedste mandskab, har spillet 67 divisionskampe for klubben.


AC Horsens
Hvidovre IF
3F Superliga
Betinia Liga





























