Den tidligere Lyngby, Frem og AGF-spiller Jesper Jørgensen er ligesom alle de øvrige spillere i Kolding FC-truppen røget på klubjagt efter den forgangne sæson, da klubben som bekendt ophører med at eksistere i forbindelse med samarbejdet Vejle Boldklub Kolding.
Men hvor han så sent som i vinter havde tilbud udefra, så er sommeren taget uden det mindste pip fra eventuelle bejlere.
- Det er helt dødt. Jeg har intet hørt fra nogen overhovedet. Jeg ved godt, jeg har været lidt ude med en skade i foråret, men jeg er altså helt fit nu, og det overrasker mig da lidt, at ingen har budt ind. Jeg er 27 år og sulten efter mere fodbold, men sådan er vilkårene nok bare i øjeblikket, siger Jesper Jørgensen til bold.dk og fortsætter:
- Nu tager jeg på ferie på søndag, og så må vi se, hvad der sker, når jeg kommer hjem. Jeg har egentligt indstillet mig på, at jeg muligvis skal arbejde noget mere i efteråret og så holde pause med fodbolden. Det er okay, jeg tager det ikke så tungt, hvis det bliver sådan.
Jesper Jørgensen har et kortere ophold i irske Galway United bag sig, og udlandet kunne sagtens friste igen.
- Ja, hvis det økonomisk passer sammen, så vil jeg gerne af sted igen. Jeg vil slet ikke afvise noget, som det ser ud lige nu. Jeg må lytte til, hvad der kommer og så træffe min beslutning.
Jørgensen lavede fem ligamål i 19 kampe i den forgangne sæson.
mikael@bold.dk



Kolding FC
Betinia Liga































