I slutningen af oktober meddelte Søren Bjerg og Brian Andersen, at de ved årsskiftet ville stoppe som trænerduo i SC Egedal. Nu har nordsjællænderne så fundet afløserne, og endda hele tre af slagsen.
Jimmy Kastrup er blevet ansat som cheftræner, mens Jens Ring Christensen og Brian Hacke Hansen bliver assistenter.
- Jimmy Kastrup har været vores førsteprioritet, efter at det stod klart, at vi skulle have nyt trænerteam efter nytår. Vi er meget begejstrede over, at kunne præsentere så markant en profil som cheftræner, siger sportschef Michael Hansen i en pressemeddelelse.
- SC Egedal indeholder et stort potentiale, blandt andet på baggrund af den store talentmasse der kommer fra Team Egedal. Unge spillere som klubben nu i flere år har båret frugt af, selvfølgelig kombineret med gode erfarne divisionsspillere.
- Det krævede derfor ikke lang betænkningstid, da jeg blev kontaktet af klubben om muligheden for at blive cheftræner, supplerer Kastrup.
46-årige Kastrup har senest været assistenttræner i Frem. Han har tidligere stået i spidsen for Køge og Ringsted, ligesom han har spillet på topplan i Køge og Herfølge.


CampoBet 2. division
SC Egedal































