Det var en trist nyhed VBK-fans kunne læse på klubbens hjemmeside torsdag middag. Den 33-årige angriber, Kim Olsen, havde indstillet karrieren grundet en hofteskade. Han nåede 34 kampe og 17 mål for VBK.
- Jeg går stadig og er lidt ked af, at jeg ikke kan få lov til at bidrage med nogle ting til holdet her i foråret. Det er et spændende forår, vi går i møde, hvor vi har chancen for at spille med om en af de to pladser i toppen. Det er jeg rigtig ked af, at jeg ikke kan være med til, siger Kim Olsen til bold.dk.
Især nager det Olsen, at han må stoppe midt i en sæson, hvor Vejle Boldklub Kolding spiller med i toppen af 1. division om de to eftertragtede oprykningspladser.
- Jeg synes bestemt, jeg havde mere at bidrage med. Det synes jeg også, jeg har vist i de klubber, jeg har været i. Ikke kun i Vejle, men også Örebro og Silkeborg. Målsnittet har været der, lige meget hvor jeg har været henne. Jeg følte, at havde jeg kunne komme op i gear og tilbage i topform, så havde jeg også kunne bidrage med endnu flere mål. Så det er lidt træls og bare drønærgerligt, siger angriberen.
Tilbage står Kim Olsen ærgerlig over karrierens slutning, men taknemmelig over at slutte i en klub, han holder utroligt meget af.
- Jeg er ekstremt stolt af at have været en del af Vejle Boldklub og dens historie, og ikke mindst over at have kunne bidrage til at hjælpe klubben på rette spor igen efter nogle mindre gode sæsoner. Jeg har været virkelig glad for at være her - ikke mindst på det personlige plan, siger Kim Olsen.
Kim Olsen nåede at spille i Ikast, FC Midtjylland, Sheffield Wednesday, Silkeborg, Örebro og Vejle.


Vejle Boldklub
Betinia Liga





























