Hobro lejede sidste sommer Jens Gjesing i AGF, og fra årsskiftet fik nordjyderne så den stærke defensivspiller på en permanent aftale. Gjesing har været særdeles stærkt spillende i forårets kampe hidtil, men mod Brønshøj for ti dage siden gik det galt.
Gjesing kom galt afsted med knæet, og undersøgelser har nu vist, at han for tredje gang i karrieren har revet sit korsbånd over.
- Korsbåndet er revet over, ligesom der var nogle problemer med menisken og noget brusk. Vi skal nu have ham opereret, og så venter der ham mindst seks måneders pause. Det er ekstremt synd for Jens, for han er en super dreng, der er meget vellidt i klubben, siger sportschef Jens Hammer Sørensen til bold.dk.
- Han har været dødgod for os, både i kampe men også ved træningen, hvor han har været med til at øge intensiteten. Så det er et tab for os, men det handler først og fremmest om, at det er synd for Jens.
Gjesing har i foråret taget plads ved siden af Mads Justesen i midterforsvaret, efter at Kian Christensen i vinter valgte at trappe ned. Gjesings skade har dog ført til, at Christensen nu igen er i truppen.
- Kian tog ud at rejse, men vi har holdt kontakten ved lige. Jeg spurgte om han kunne hjælpe os i denne situation, og det var han klar til med det samme. Han er i fuld gang med træningen, siger sportschefen.
- I weekenden afløste Chris Jensen, der selv lige er kommet tilbage fra en skade, Gjesing, og det gjorde han helt perfekt. Ikke nok med at vi holdt nullet, han blev også matchvinder.
Hobro slog i weekenden Næstved med 1-0.
jesper@bold.dk


Hobro
Betinia Liga































