Det tog seks kampe og 41 dage, men nu er Liverpool klar til den udgave af Champions League de faktisk ikke havde kvalificeret sig til.
I tirsdagens afsluttende kvalifikationskamp var der dog ikke meget ved Liverpools spil, der viste, at det var de forsvarende Champions League-mestre, der var på banen.
I den 250. kamp i europæisk sammenhæng blev det således til et hjemmebanenederlag på 0-1 til bulgarske CSKA Sofia.
Målet faldt allerede efter 15 minutter og blev sat ind af Valentin Iliev på frispark.. Dermed sluttede han Liverpools serie på ni kampe som ubesejret.
Efter at have vundet den første kamp i Bulgarien med 3-1, var manager Rafael Benitez dog så sikker på avancement, at han sparede såvel Jamie Carragher som Xavi Alonso. Derudover sad Steven Gerrard over med en skade. Ialt fem spillere var nye i startopstilling i forhold til lørdagens Premier League-kamp mod Sunderland.
Særligt franske Djibril Cissé, der på det seneste er blevet sat i forbindelse med et klubskifte væk fra Anfield, måske til Marseille, var opsat på at lave det udlignende mål, men ind ville bolden ikke. Tværtimo var CSKA Sofia tæt på et 2-0 mål efter et nærgående frispark i anden halvleg.
Sidste år tabte Liverpool også hjemmekampen i tredje kvalifikationsrunde til Champions League, dengang til Grazer AK. Sidste sæson sluttede som bekendte med Champions League-titlen, så der er håb endnu for alle Liverpool-fans.
I aftenenes sidste Champions League-kamp formåede Panathinaikos takket være et mål til 3-1 tre minutter før tid at bringe kampen mod polske Wisla Krakow i forlænget spilletid.
Her var de rutinerede græker mest snu, og seks minutter før straffesparkskonkurrencen havde været en kendsgerning gjorde Kotsios det til 4-1, og sendte polakkerne ned i UEFA Cuppen.

































