Torsdag spiller Randers FC returkamp i 2. kvalifikationsrunde til Europa League mod litauiske Suduva. Kronjyderne vandt det første opgør 1-0, og kan med en samlet sejr se frem mod to kampe mod tyske Hamburger SV. Hjemmekampen skal i så fald afvikles i Randers.
På Essex Park er der begrænsede antal siddepladser, og derfor havde ledelsen i Randers FC overvejet muligheden for at afvikle en eventuel kamp mod HSV i enten Århus eller Viborg. Men tirsdag kunne Randers-direktør Jacob Nielsen bekræfte at man har valgt at holde fast i den normale hjemmebane.
- Vi har valgt at blive hjemme på Essex Park Randers udelukkende af sportslige hensyn trods den begrænsede kapacitet af siddepladser. Vi kunne uden tvivl have solgt langt flere billetter til en HSV-kamp i Århus, alene på baggrund af en stor tysk interesse for kampen, men vi har besluttet at beholde den ’rigtige’ hjemmebanefordel, hvis det lykkes for os at besejre Suduva sammenlagt, lyder det fra Jacob Nielsen ifølge Randers’ hjemmeside.
- Vi er glade for, at Randers Kommune med borgmester Henning Jensen-Nyhuus i spidsen har udvist samarbejdsvilje, der vil betyde en mindre kapacitetsforøgelse på Essex Park Randers. Der bliver kun tale om få nye siddepladser, og jeg beklager da også på forhånd overfor de mange Randers FC-tilhængere, der formentlig må gå glip af en eventuel hjemmekamp mod Hamburger SV.
- Derfor vil jeg også gerne understrege, at dette kun må betragtes som en midlertidig løsning, der på ingen måde er anvendelig på længere sigt. Så jeg håber, at kommunens samarbejdsvilje også rækker til en snarlig bygning af en Nordtribune, da den nuværende situation ikke er holdbar på sigt, hverken for byen eller klubben, slutter Jacob Nielsen.
Mikkel Beckmann sørgede med sit mål for et fornuftigt udgangspunkt i den første kamp mod Suduva.


Randers FC
Suduva































