Spekulationerne om Rasmus Daugaards fodboldfremtid er slut. Forsvarsspilleren blev nemlig sent tirsdag aften enig med SAS Liga-oprykkerne fra Lyngby om en kontrakt, der binder ham til den nordsjællandske forstadsklub frem til næste sommer. Det skriver Ekstra Bladet.
- Det er dejligt, at det endelig er faldet på plads, og nu glæder jeg mig bare til at komme ud og spille fodbold, siger Daugaard, der allerede kan få debut mod Viborg på søndag.
Lyngbys sportschef Birger Jørgensen er glad for forstærkningen, men indrømmer, at den 31-årige højre back ikke er helt billig i drift.
- Det er ikke billigt at hente en mand til klubben, der har spillet over 200 SAS Liga-kampe. Men vi er overbeviste, om at det vil vise sig at være en god investering, for Rasmus har rutine, fart i støvlerne og en stor sult efter at få lov at spille igen, siger Birger Jørgensen til avisen.
Vejle SønderjyskE og Viborg skulle også have været interesseret i Daugaard, men det endte altså med at blive Lyngby, der løb med den tidligere AB-, FC Midtjylland- og Lyn-spiller.


Lyngby Boldklub
3F Superliga































