De seneste fire Serie A-kampe har været et eventyr for Simon Kjær. Den unge dansker fik for fire kampe siden sin debut for Palermo, da han blev skiftet ind, og siden er det så blevet til tre gange 90 minutter for midterforsvareren.
Kjær har fået store roser for sine præstationer, men alligevel er det ikke sikkert at han er med, når Palermo i den kommende weekend møder Inter.
- Cesare Bovo og Moris Carroziere, som er de normale førstevalg i midterforsvaret, er begge klar til kampen mod Inter. Det bliver spændende, om jeg starter inde, men hvis jeg ikke gør det, vil jeg ikke blive voldsomt skuffet. Jeg har fuld forståelse for, at træneren vælger de to normale startere, siger Kjær til Horsens Folkeblad.
Simon Kjær har i sine fire Serie A-kampe scoret et enkelt mål.


Palermo
Serie A





























