Steffen Rasmussen har efterhånden været med til lidt af hvert i AGF. Han har siden efteråret 2003 været førstevalget på målmandsposten, og dermed har han været med til både nedrykning og oprykning med klubben. Nu har han altså meldt ud om sin fremtid, og skrevet under med Århus-klubben for endnu tre et halvt år, noget som glæder sportschef Brian Steen Nielsen.
- Steffen er en kultbærer, som vi sætter stor pris på at have i klubben. Han er enormt træningsvillig og besidder en ærgerrighed, der smitter af på holdkammeraterne. Han er vokset med opgaven de senere år, og jeg anser ham for at høre til blandt de bedste målmænd i SAS Ligaen, siger Brian Steen Nielsen til klubbens hjemmeside.
Steffen Rasmussen selv er også glad for kontraktforlængelsen. Til samme medie fortæller Rasmussen, at han håber at gengælde den tillid AGF viser ham, ved at ’komme op blandt de allerbedste målmænd i landet.’
AGF-truppens to øvrige målmænd er Morten Hyldgaard og Jesper Rask.


AGF
3F Superliga































