OB vandt sikkert over FC Nordsjælland i dagens opgør på Farum Park, men OB blev sat på sejrskurs af et mål fra Björn Runström efter hjørnespark, hvor Djiby Fall forlængede bolden med hånden, og det irriterede Morten Wieghorst.
- Der skal fløjtes, når han har armene højt over hovedet og rammer bolden. Så er det fuldstændig ligegyldigt, om det er bevidst eller ubevidst, siger FC Nordsjællands cheftræner efter kampen ifølge DR.
FC Nordsjælland-spillerne protesterede ikke i forbindelse med scoringen, og det ser Wieghorst som et udtryk for at spillerne er lidt for pæne.
- Hvis jeg havde løbet derinde som spiller, og det var sket, så ville jeg havde reageret. Jeg ved godt, at det ikke kan laves om, men man skal også markere sådan noget. Der kommer vi til at stå alt for forsagt med hovederne ned i jorden. Der mangler vi lidt pondus, sagde Wieghorst.
2-1-målet knækkede FC Nordsjælland, og OB gjorde efterfølgende arbejdet færdigt på mål af Hans Henrik Andreasen og Peter Utaka.


FC Nordsjælland
3F Superliga































