AaB og østrigeren Marco Meilinger har besluttet at gå hver til sit. Det skriver AaB i en pressemeddelelse.
Meilingers kontrakt stod ellers først til udløbe i sommeren 2019, men nu er samarbejdet altså ophævet før tid.
- Marco fik en forrygende begyndelse i AaB og havde også en generelt set godkendt første sæson, hvorimod han i indeværende sæson har haft svært ved at tilkæmpe sig spilletid.
- Når han samtidig befinder sig i sin bedste fodboldalder, så har situationen ikke været holdbar for hverken Marco eller AaB, og derfor har vi i enighed ophævet kontrakten.
- Marco er en fantastisk fyr, som vi har været glade for at have i truppen, og vi ønsker ham al mulig held og lykke med at få kickstartet sin fodboldkarriere på ny, siger sportsdirektør Allan Gaarde i pressemeddelelsen.
Meilinger tager i stedet til hjemlandet, hvor han skal spille for SCR Altach.
Marco Meilinger opnåede 32 officielle kampe og tre scoringer for AaB.


AaB
3F Superliga






























