2021-02-01 11:36:04

AaB-boss forventer mere: Vi kender Kadrii

Inge Andre Olsen fortæller, at AaB er tæt på endnu en offensiv forstærkning, og sportschefen forholder sig her til to konkrete navne i form af Bashkim Kadrii og Alhaji Kamara.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

AaB har på transfervinduets sidste dag præsenteret norske Martin Samuelsen på en lejeaftale fra Hull, men nordjyderne er umiddelbart ikke færdige.

- Vi arbejder på at få endnu en offensiv spiller ind, og vi er kommet langt i den proces, så vi må se, hvad der sker i de næste timer, siger Inge Andre Olsen til bold.dk.

AaB-chefen ser primært Martin Samuelsen som central angriber, men den ekstra forstærkning, der arbejdes på, er også til offensiven.

- Vi synes jo, at Martin Samuelsen er en rendyrket angriber, så det er ham, som er tiltænkt at skulle kæmpe om 9'er-positionen, og så ved vi, at han også kan spille som både venstre og højre kant, men primært er han hentet som angriber.

- Vi kigger efter en anden offensivspiller, der kan give os lidt mere bredde og kvalitet i det offensive spil, siger Inge Andre Olsen.

Så den spiller, I arbejder på nu, er mere kant?

- Arrh, det kan være meget forskelligt, men det er en spiller, som vi tror, vi har brug for.

Er det en spiller, som man kender herhjemme?

- Det kan måske være. Det er spørgsmålet, hvor godt man følger med, siger sportschefen med et grin.

Kunne det være Bashkim Kadrii?

- Det kan jeg ikke kommentere på.

Vil han være interessant, hvis det var en mulighed?

- Det er jo en spiller, vi kender til, og det er sikkert en spiller, som, hvis han skal tilbage til Danmark, mange Superliga-klubber har fået lagt på deres bord.

Er han også blevet lagt på jeres bord?

- Jeg kan sige generelt, at med de spillere, der opererer i det marked, vil mange klubber få en mulighed, og så vil spilleren jo bestemme sig for, hvor han tager hen.

- Jeg vil ikke kommentere på, om det er en aktuel spiller for os eller ej, men når det er en spiller, som har været i Superligaen, vil det normalt være sådan, at flere klubber får muligheden, hvis de skal tilbage, siger Inge Andre Olsen.

Bashkim Kadrii er ude i kulden i saudiarabiske Al Fateh og er i dette vindue blevet rygtet tilbage til 3F Superligaen.

Bekræfter Kamara-interesse

Ekstra Bladet erfarede for nylig, at AaB har budt omkring fem millioner kroner for Alhaji Kamara, og Inge Andre Olsen bekræfter, at Randers-profilen er interessant.

- Det er en spiller, som vi har haft på blokken, ja. Jeg kan ikke sige så meget konkret, men som vi har sagt, har vi arbejdet med mange spillere, som har været interessante for os. Så vil det altid være sådan, at der er lang vej at gå.

- Vi står i et transfervindue, som har været lidt anderledes, end hvad man normalt oplever. Det er præget af corona, så mange klubber sidder og afventer, hvad der sker. Det er et puslespil, som skal på plads, for man kan heller ikke bare kaste penge af sted. Vi skal være ansvarlige og lave balancerede og gode aftaler, som man også kan leve med, hvis coronaen hænger ved i længere tid, end vi tror.

- Det er et svært puslespil at få til at gå op, og der har været et par spillere, som vi har været interesseret i, som bare bliver for dyre både på transfer, løn, agent og sådan.

Genkender du, at I har budt fem millioner kroner?

- Jeg genkender det fra medierne, hvor jeg har set det, men andet end det kan jeg ikke sige.

Kan du sige generelt, om I har budt på ham?

- Det vil jeg ikke kommentere. Jeg synes, det er forkert, for det er ikke vores spiller. Det er Randers' spiller, men som sagt er det en spiller, vi har haft på blokken.

Kan han være den ekstra spiller til offensiven, som I arbejder med?

- Det vil tiden vise, siger Inge Andre Olsen med et smil.

Reserver på affyringsrampen

AaB har en ganske stor trup, og står det til Inge Andre Olsen bliver der tyndet ud i den, inden vinduet lukker ved midnat.

- Det håber vi jo. Vi har jo haft bud på nogle af vores spillere, og vi har rådet spillere til at se sig om efter noget andet, men foreløbig har vi ikke lykkedes med det. Det er spillere, som skal søge lidt mere spilletid, end hvad de får i AaB.

- Vi har en stor trup, hvor vi allerede har fået tre spillere ud i form af Jeppe Pedersen, Kasper Pedersen og Thomas Christiansen. Vi har haft yderligere et par spillere, som vi har ønsket at få ud, fordi vi ikke tror, de kommer til at få den spilletid, de har brug for.

- Vi har haft nogle muligheder, men foreløbig har spilleren ønsket at være her, og så må vi arbejde ud fra den situation, siger sportschefen.

Magnus Christensen var i efteråret langt fra spilletid, og midtbanespilleren er også én af dem, der har været i spil til at komme videre.

- Magnus har der været interesse for og bud på. Det kan jeg bekræfte. Det er en spiller, som vi sammen med ham og agenten har kigget på, hvilke muligheder der har været. Foreløbig er der ikke sket noget, men det vil jo altid være spilleren, som skal træffe en beslutning til syvende og sidst.

Forventer du, at han bliver?

- Det er det, der altid er svært at sige. Vi skal altid forsøge at være ærlige med alle spillerne i truppen, og når vi har relativt mange spillere, er det begrænset, hvor meget spilletid man kan love folk.

Tidligere har Randers været meldt interesseret i Magnus Christensen.

Ferreira og Rinne bliver – Okore og Klitten i spil

Forud for transfervinduet udtalte Inge Andre Olsen, at AaB arbejder aktivt på at sælge Jores Okore og Jacob Rinne, mens der i løbet af vinduet også har været interesse for Lukas Klitten og Pedro Ferreira.

Her på transfervinduets sidste dag tyder det på, at Rinne og Ferreira bliver, mens der fortsat kan ske noget med Klitten og Okore.

- Det ser ud til, at Pedro bliver. Der har været interesse for Pedro, men som jeg også har sagt tidligere, skal det være en vældig, vældig stor transfer, hvis han skal væk.

- Med Lukas vil det være i spil i løbet af dagen. Det er svært at sige, hvordan det bliver. Vi har sagt, at Lukas er en spiller, vi ønsker at beholde, og så lagde vi en plan, hvor vi skulle se, hvilke muligheder der dukkede op i transfervinduet. Hvis ikke der var gode muligheder for et salg, sætter vi os ned og snakker sammen igen og får lavet en ny plan.

- Rinne bliver, men Jores er fortsat i spil, siger Inge Andre Olsen til bold.dk.

Lukas Klitten og Jores Okore har begge kontraktudløb til sommer, mens Jacob Rinne og Pedro Ferreira har længere aftaler.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

18 kommentarer

Se kommentarer
Annonce