2021-02-25 10:20:45

AaB-boss om Silkeborg-profil: Vi må se

Inge Andre Olsen vil ikke kommentere på, om AaB er i forhandlinger med Anders Hagelskjær, men sportschefen fortæller, at Silkeborg-spillerens navn er velkendt.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

AaB har torsdag solgt Jores Okore til kinesiske Changchun Yatai FC, hvor den 28-årige midtstopper har sat sin signatur på en treårig aftale.

Salget glæder AaB-sportschef Inge Andre Olsen, der trods en række udfordringer hele tiden har følt, at det nok skulle gå igennem.

- Jeg synes, vi har haft styr på det hele vejen, men der har jo været nogle karantæneregler i Kina, hvor han måtte 14 dage i karantæne. Det vigtigste skete egentlig for nogle uger siden, da vi fik ham på flyet fra København til Shanghai.

- Det var det vigtigste, for hvis han ikke var kommet med der, havde vi fået problemer, fordi han var nødt til at flyve direkte og i karantæne. Det var der, vi havde meget at lave med visum, blodtest og alt muligt for at få få ham ombord på flyet.

- Det er gået skridt for skridt, så vi har hele tiden troet på, at det ville gå, men selvfølgelig vil der altid være en usikkerhed, så længe ting ikke er skrevet under, siger Inge Andre Olsen til bold.dk.

Interesse for Silkeborg-stopper

Ifølge B.T. er AaB i forhandlinger med Silkeborg-profilen Anders Hagelskjær, som har kontraktudløb i Søhøjlandet til sommer og derfor kan hentes ganske gratis.

De oplysninger er Inge Andre Olsen ikke meget for at kommentere, men han understreger, at man altid kigger efter mulige forstærkninger.

- Det ønsker jeg ikke at kommentere på. Der vil jo altid være rygter og snak om forskellige spillere, men det er ikke noget, som vi kan kommentere på nuværende tidspunkt. Han spiller jo i Danmark, så selvfølgelig kender vi ham, ligesom vi kender alle andre spillere i Danmark, men mere end det kan jeg ikke sige.

- Vi synes jo, at vi har nogle gode stoppere nu, men vi vil jo altid kigge efter mulige forstærkninger. Vi må se, hvad der sker, siger han.

Sportschefen mener generelt, at AaB er godt besat trods salget af Jores Okore.

- Det har været planen hele vejen, så vi har jo planlagt efter, at Jores ikke ville være her i 2021. Det lykkedes vi med, så det er godt for både Jores og AaB. Det betyder, at det nu er nemmere for nogle af de andre stoppere at få spilletid. Vi er fortrøstningsfulde omkring vores midterforsvar, siger Inge Andre Olsen til bold.dk.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

11 kommentarer

Se kommentarer
Annonce