AaB har netop offentliggjort deres økonomiske resultater for første halvår i 2025, og der er grønne tal på bundlinjen.
Nordjyderne kan præsentere et overskud på 27,5 millioner kroner før skat i perioden fra 1. januar til 30. juni, som er en stor forbedring fra samme periode i 2024. Dengang havde man et underskud på 23,3 millioner kroner.
Det skyldes tv-pengene fra Superligaen, øgede indtægter fra kampdage på 2,1 millioner kroner samt de såkaldte faldskærmspenge efter nedrykningen til Betinia Ligaen. Det har givet en engangsudbetaling på ni millioner kroner.
Der er også overskud, hvis man ser på AaB's transfers. Fra 1. januar til 30. juni har man tjent 48,6 millioner kroner i modsætning til året før, hvor beløbet kun var på 700.000 kroner.
AaB fremhæver salgene af Kasper Davidsen, Sebastian Otoa og Melker Widell
Artiklen fortsætter efter billedet

Men AaB oplyser også, at omkostningerne ligeledes er steget siden samme periode i 2024.
Omkostningerne i første halvår i 2025 udgør 64,5 millioner kroner, som er en markant stigning fra de 47,8 millioner kroner i 2024. Det skyldes personaleomkostninger samt kamp- og spilleromkostninger.
Det har set godt ud i første halvår, men AaB forventer stadig et samlet underskud for hele 2025 på mellem 0 til -10 millioner kroner grundet nedrykningen til Betinia Ligaen.
Dette skyldes, at tv-indtægter, kampdagsindtægter og sponsorpenge forventes at falde i resten af året.
AaB afslutter med, at man i forventningerne til 2025 har inkluderet investeringer i klubbens akademi og spillertruppen samt en topplacering i Betinia Ligaen.

AaB
Betinia Liga




































