AaB's angriber Thomas Enevoldsen sad ude i dele af efteråret, da han blandt andet havde problemer med knæet.
Nu har Enevoldsen været gennem en mindre operation for at løse problemet i håbet om, at han kan komme helt i omdrejninger igen i foråret.
- Det er ikke noget voldsomt, men han har fået renset lidt op efter et mindre indgreb, så det håber vi på, kan løse problemerne for ham, så han kan blive helt klart, siger sportsdirektør Allan Gaarde til bold.dk.
- Det er ikke en stor operation, og han skal i gang med genoptræningen med det samme. Vi håber på, at han kan være klar til at træne helt med, når vi tager på træningslejr.
Enevoldsen spillede blot 11 af 21 Superligakampe for AaB i efteråret og scorede et enkelt mål. Gaarde håber, at de tal nu kan blive forbedret i foråret.
- Thomas kom jo aldrig i topform i efteråret, og det håber vi på, at han nu kan komme.
- Vi ved alle, hvor god en spiller Thomas er, når han er helt klar, hvor han jo er en stor profil for både AaB og i Superligaen. Det niveau håber vi, at han kan finde tilbage i i foråret, hvis han kan holde sig skadesfri, siger Gaarde.
29-årige Enevoldsen har kontraktudløb med klubben til sommer.
mikkel@bold.dk


AaB
3F Superliga






























