




Tilskuerne på Aalborg Portland Park kunne se frem til en vaskeægte gyser søndag eftermiddag, hvor AGF gæstede AaB i en direkte duel om top seks.
AaB startede opgøret godt, og efter bare fire minutter var Tom van Weert nærgående med et hovedstød efter et godt indlæg af Philipp Ochs, der var med fra start i stedet for Jakob Ahlmann.
AGF's første farlige chance kom efter godt et kvarter, da Tobias Sana testede Jacob Rinne på direkte frispark, men den svenske AaB-keeper var på plads.
Efter en halv times var AaB igen tæt på et føringsmål, da Lucas Andersen fandt van Weert, men hollænderens afslutning sad lige på Kamil Grabara i AGF-målet.
Med syv minutter til pause kom forløsningen dog for AaB, da Kasper Pedersen steg op og pandede et hjørnespark i kassen. 1-0 til AaB, der var godt på vej til at gøre sit for at sikre top seks-pladsen.
AGF skulle dog bare bruge tre minutter på at få humøret til at dale på Aalborg Portland Park.
Alexander Munksgaard sendte bolden ind foran, hvor Jakob Ankersen dukkede op og styrede 1-1-scoring i kassen. Den stilling holdt til halvleg.
AaB kom godt ud efter pausen, hvor særligt Lucas Andersen var involveret i meget. Efter en times spil var det netop Lucas Andersen, der lobbede bolden over AGF-forsvaret til en fremadstormende Patrick Kristensen, og så prikkede højrebacken bolden i kassen til 2-1.
Få minutter senere blev det endnu værre for AGF, da unge Benjamin Hvidt modtog sit andet gule kort på fire minutter for at nedlægge Lucas Andersen - rødt kort til midtbanespilleren og AGF med en mand i undertal resten af kampen.
Det gav plads til AaB, og med ti minutter igen kronede Lucas Andersen en stærk præstation med et fremragende langskudsmål.
AaB-profilen trak flot ind i banen og bankede overlegent bolden over i det lange hjørne uden, og så var AaB på 3-1 og på sikker sejrskurs.
AGF fik aldrig svaret igen, og så kørte AaB 3-1-sejren i land, hvilket betyder, at AGF er definitivt ude af top seks-kapløbet.
AaB ender akkurat uden for top seks på en syvendeplads og må derfor indstille sig på at spille nedrykningsspil i resten af sæsonen.


AGF
AaB
3F Superliga































