FC Helsingør har alle muligheder for selv at afgøre, om klubben i næste sæson skal være tilbage i 1. division, men med seks point op står Aarhus Fremad på spring for at drille nordsjællænderne, hvis de træder skævt.
Det forsikrer cheftræner Morten Dahm Kjærgaard, som først og fremmest håber, at Aarhus Fremad selv snupper en sejr i første runde over Vanløse IF søndag eftermiddag – men han kommer også til at holde øje med, hvordan det går i kampen mellem Helsingør og Middelfart Boldklub.
- Middelfart er et godt hold, og hvis jeg skulle tippe et hold til at slå Helsingør, så ville det være Middelfart. Det er et godt hold med gode spillere og en god træner, siger Kjærgaard til bold.dk.
- Det bliver formentlig en god kamp med to motiverede hold, der giver den gas. Hvis der sker noget der, så er det selvfølgelig rigtig interessant, siger Morten Dahm Kjærgaard.
Men han har nu altså størst fokus på sin egen kamp – og selvom potentiel oprykning selvfølgelig fylder noget i traditionsklubben, så fylder det ikke alt.
- Vi ved, vi skal ud at spille for at vinde, men det allervigtigste er, at vi skal blive dygtigere sammen som hold. Vores målsætning om udvikling stopper ikke, uanset om vi rykker op eller ej, siger han.
- Jeg ærgrer mig over, at vi har mistet ti kampes udvikling. Vi ville gerne have stået med 16 kampes udvikling i stedet for blot seks kampe. Mit hovedfokus bliver, at vi skal fortsætte, hvor vi slap, så vi dygtiggør os på vores spillestil og måde at gøre tingene på, siger Kjærgaard.
Udvikling, vundne kampe og oprykning går da også hånd i hånd, understreger Kjærgaard.
- Hvis vi skal vinde, skal vi være dominerende, og det ligger til den stil, som vi øver os på. Hvis vi vinder kampene, kan vi skabe muligheden for at gøre det spændende, og det er jo bare fedt, at der også er noget på spil på den korte bane.
- Vildere ting er sket og mindre vilde ting er sket – så det er sgu egentlig meget interessant, siger Kjærgaard, som er glad for, at FC Helsingør venter allerede i anden af de seks runder.
- Vi vil selvfølgelig gerne forsøge at ryste FC Helsingør, og der er flere scenarier for, hvordan det skal lykkes. I den henseende betyder det noget, at vi har dem så tidligt, og at vi kan indhente point på dem, så vi kan skabe noget spænding, siger han.
2. divisionsklubber har kun siden i mandags kunne træne sammen som hold, men Morten Dahm Kjærgaard frygter ikke, at den korte forberedelstid medfører skader.
- Vi har været i gang i fire uger i grupper, og vi synes, vi har gearet vores spillere op, så de har en fysisk formåen, som gør, at jeg ikke har nogen grund til at være nervøs for skader.
- Der kan være noget med timing på den store bane – at man måske misser en tackling, fordi man timer lidt langsommere og kommer til skade af den grund. Men rent muskulært er jeg ikke nervøs, siger Kjærgaard, som dog ikke ville have noget i mod mere tid.
- Jeg tror da, alle trænere godt kunne tænke sig at have lang tid til at forberede taktiske ting, men vi forholder os til, at vi har haft tid til fire træningspas, og vi synes, det ser fornuftigt ud – vi får det bedste ud af det, siger han.
Aarhus Fremad og Vanløse ramler sammen søndag eftermiddag klokken 15.00.


Aarhus Fremad
CampoBet 2. division

































