Rasmus Nielsen ærgrer sig over at være endt i nedrykningsspillet i 2. division, men AB-anføreren håber at kampene kan blive gode lærepenge for en række af klubbens yngre spillere, der skal lære at forstå, at seniorfodbold udelukkende handler om at vinde.
- Vi har ikke talt så meget om foråret endnu. Men vi skal ikke have en tilgang, hvor vi tror det bliver let at tage til Jylland og vinde kampe. Det kræver stenhårdt arbejde, og det bliver kampe som kan være med til at modne vores forholdsvis unge trup.
- Vi har mange spillere som skal vænne sig til, at seniorfodbold ikke handler om en skid andet end resultater. Mange af dem kommer næsten direkte fra ungdomsfodbold, hvor fokus er på at udvikle og klargøre spillerne. Her handler det om at vinde fodboldkampe, siger AB-anføreren til bold.dk.
Rasmus Nielsen forklarer ydermere, at placeringen i forårets nedrykningsspil ikke er den store katastrofe, selvom han da hellere end gerne havde deltaget i de sjovere kampe om oprykning.
- Vi havde en stor udskiftning i truppen denne sommer, og det har krævet lidt tid. Nu har vi fået mere ro på organisatorisk. Det kan måske ikke aflæses direkte på vores resultatet, men hele truppen føler, at vi har rykket os.
- Vi vidste dog godt, at nedrykningsspillet måske ikke var så urealistisk for vores vedkommende i denne sæson. Lige nu gælder det om at følge klubbens langsigtede plan, og her synes jeg, at det peger i den rigtige retning, afslutter han.
AB endte på sjettepladsen i 2. divisions Gruppe 1, hvor det kun blev til tre sejre i efterårets 14 kampe.
kenneth@bold.dk


AB
CampoBet 2. division




























