1. Division -AB-angriber fortsat ude med hjernerystelse
Foto: AB / DJ Foto
2017-01-09 10:00:01
Foto: AB / DJ Foto

AB-angriber fortsat ude med hjernerystelse

AB's Lars Brøgger fik hjernerystelse mod HB Køge i september og har siddet ude lige siden. Han er fortsat et stykke fra comeback.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

1. divisionsklubben AB hentede før denne sæson den store angriber Lars Brøgger til klubben fra Lyngby.

Brøgger har dog ikke spillet siden september, hvor han fik en hjernerystelse i kampen mod HB Køge, som har holdt ham ude lige siden.

29-årige Brøgger fortæller, at han siden kampen har haft store problemer.

- Jeg stødte hovedet sammen med andres hoveder tre gange i kampen, så det var usædvanligt uheldigt. Jeg ved ikke, om det var koblingen af, at jeg blev ramt tre gange forskellige steder, som gjorde det, men det har i hvert fald været slemt, siger Brøgger til bold.dk.

- Jeg fik hovedpine om aftenen efter kampen og ringede til lægen to dage efter, hvor jeg fik at vide, at jeg skulle lade være med at spille fodbold, til symptomerne var helt væk, men efter syv dage havde jeg stadig hovedpine.

- Præcis en uge efter kampen fik jeg det pludselig meget, meget dårligt og kunne slet ikke rejse mig fra sengen. Jeg blev indlagt på Rigshospitalet, hvor jeg blev undersøgt for en hjerneblødning, fordi jeg først fik det så skidt efter en uge.

- Derefter lå jeg bare i et mørkt rum i en uge, hvor jeg egentlig ikke kunne andet end at spise mad. Der fik jeg at vide, at det ville tage mellem tre uger og tre måneder at komme sig over det, men at det for 10 procent kunne tage længere tid, og de 10 procent er jeg så en del af.

Har intet overskud

Lars Brøgger er stadig langt fra at være klar til at komme tilbage på banen, da han stadig har problemer og endnu ikke kan udsætte sig selv for det helt store fysiske pres.

- Lige nu tænker jeg slet ikke på fodbold. Jeg tænker bare på at blive rask og få en dagligdag igen, hvor jeg ikke har ondt og ikke behøver at sove til middag, som jeg har gjort hver dag siden kampen.

- Ens overskud er absurd lavt, når man har hjernerystelse. I starten kunne jeg ikke engang overskue at skrive en SMS, fordi det var så hårdt for øjnene, og der gik lang tid, før jeg kunne se TV og se på en computer.

- Jeg går fast til en øjenlæge, hvor jeg træner mit syn. Mine øjne har ikke kunnet arbejde ordentligt sammen siden skaden, derfor kan jeg ikke fokusere mit syn, og så bliver jeg meget træt i hovedet

- Derudover taler jeg løbende med min egen læge, mens jeg også skal til neurolog i februar. Ingen kan sige noget om, hvor lang tid der går, før synet bliver normalt igen, men de kan bare sige, at det bliver bedre og bedre, jo mere jeg træner.

Lars Brøgger glæder sig over, at der de seneste uger har været markant fremgang, som betyder, at han langsomt men sikkert kan klare mere og mere.

- Jeg kan efterhånden komme gennem min hverdag uden de store problemer. Jeg behøver ikke at sove til middag, og det er virkelig dejligt, og det er fedt bare at mærke noget fremgang og kunne træne en lille smule igen.

- Jeg skal selv finde ud af, hvornår jeg kan begynde at løbe, men indtil nu kan jeg kun sidde og cykle på en kondicykel stille og roligt.

- Når holdet starter op igen, begynder jeg også at komme ind et par gange om ugen og sidde på en cykel. Jeg er slet ikke klar til at komme på træningsbanen endnu.

- Det kan være, at det lige pludselig går meget stærkt. Jeg har lige haft et par uger, hvor der har været en kæmpe forbedring, mens det i andre perioder går meget langsomt fremad.

Fodbolden kommer i anden række

Brøgger forklarer, at han stadig er så langt fra at kunne komme tilbage på banen, at han endnu ikke har gjort sig de store tanker om et comeback.

- Når jeg engang er helt rask, kan jeg begynde at tænke på fodbold igen. Jeg genoptræner både for at komme af med generne og for at komme til at dyrke sport igen, men fodbolden kommer i anden række, når man har det sådan.

Har det fået dig til at overveje din karriere?

- Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg pt. ikke var bange for at skulle spille igen. Man siger, at det kan blive endnu værre, hvis man slår hovedet en anden gang, så tanken om, at jeg får et slag igen, når det har været så slemt denne gang, det afskrækker mig.

- Men det har måske også noget at gøre med, at jeg ikke er helt klar endnu, men stadig har gener. Når jeg er ovenpå igen, kan det være, det er anderledes, og så må jeg tage det derfra. Helbredet kommer jo i første række.

- Det er ikke det samme som at have en ledbåndsskade, hvor der bare er lidt galt med et ligament. Det er hovedet, og det går ud over rigtig mange andre ting i min hverdag, så det er helt anderledes. Det er helt vildt frustrerende, siger Brøgger til bold.dk.

Lars Brøgger har spillet ni kampe for AB og scoret fem mål. Hans kontrakt med AB udløber til sommer.

mikkel@bold.dk

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce