

AB skabte overraskelsen, da klubben tirsdag slog fuldtidsprofessionelle FC Helsingør ud af pokalturneringen med en sejr på 2-0.
Sejren blev grundlagt af et brag af en scoring fra Seejou King, som fra stor afstand klappede bolden helt op i hjørnet til 1-0.
- Jeg hakkede til den, og så ramte jeg den bare rigtig, rigtig godt, siger Seejou King med et grin til bold.dk.
- Da jeg så den røg ind oppe i hjørnet, gik der en glæde gennem kroppen på mig, og så tænkte jeg, at jeg måtte ud at juble med fansene – for de står der altid i tykt og tyndt.
- De er ikke så mange, men de gør alt for at skabe en stemning – uanset om det er hjemme eller ude. Det er rigtig fedt at have dem med hver gang, siger Seejou King.
AB er dermed videre til anden runde i pokalturneringen, og Seejou King var glad for at bevise, at AB kan være med mod nogle af de større klubber.
- Det var ren rigtig, rigtig dejlig sejr, og jeg synes sådan set også, den var fortjent
- De var selvfølgelig favoritter, men vi ville gerne bevise, at vi kan være med. Bare fordi de har et fuldtidssetup betyder det ikke, at de er urørlige i hverken 2. division eller pokalturneringen.
- Det viser, at vi på trods af en ung trup kan være med, og at vi går uimponeret ind til opgørene. Vi er ikke bange for at spille efter vores koncept, siger han.
Hvorvidt Seejou King kommer til at lave samme nummer, som han lavede tirsdag, tør han ikke spå om.
- Det vil være synd at sige, at det er en specialitet, men det kunne da være sjovt, hvis jeg kunne gøre det igen – måske i næste pokalkamp.
- Det er altid sjovt at møde Superliga-hold, men vi vil selvfølgelig også gerne så langt som muligt. Jeg må dog nok erkende, at jeg helst vil møde et Superliga-hold, siger han.
Seejou King har været i AB siden sommeren 2018. Han har tidligere i karrieren spillet hos FC Nordsjælland og portugisiske Sporting CP fra Lissabon.


AB
CampoBet 2. division
Oddset Pokalen

































