













I sommer kom Eric Oelschlägel til Dortmund fra Werder Bremen, og tirsdag aften fik han debut for de gulblusede i pokalkampen mod netop Werder Bremen.
Den 23-årige keeper kom også til at spille en hovedrolle, da han kort før afslutningen på den forlængede spilletid så meget skidt ud, da Werder Bremen kom på 3-3 og tvang kampen ud i straffesparkskonkurrence.
Her vandt Werder Bremen, og det ærgrede cheftræner Lucien Favre, som da også var en smule træt af det der 3-3-mål, som den debuterende keeper nok skulle have blokeret forbi mål.
- Det var ikke nogen overraskelse, at det blev en svær kamp. Vi kontrollerede dog spillet efter Werder Bremens tidligere føringsmål. De spillede meget kompakt, og det var svært at bryde op, siger Lucien Favre ifølge Dortmunds hjemmeside.
- Vi spillede med tålmodighed, og det var fortjent, at vi kom på 1-1 inden pause, men Werder var hele tiden farlige. Målet til 3-3 var unødvendigt, men sådan er sport - det er det samme, når det kommer til sygdom hos spillere, siger Favre med henvisning til Marco Reus, som angiveligt bøvlede med sygdom.
- Vi håber, at Marco kan spille lørdag, men det kan vi ikke sige med sikkerhed endnu. Vi ser på det i overmorgen (torsdag, red.), siger Lucien Favre.
Dortmund kan nu koncentrere sig om at holde Bayern München bag sig i Bundesligaen.



Dortmund
Bundesliga
DFB Pokal

































