




OB blev søndag sendt på juleferie med en syngende 4-1-lussing ude mod FC København, og det var et ærgerligt sidstehånds-indtryk at levere, mener topscorer Rasmus Festersen.
- Sagt på godt jysk, var det en træls måde at gå på juleferie på. Vi havde i de seneste tre-fire kampe været inde i en opadgående kurve med gode præstationer og mange point, så det er ærgerligt at slutte af på denne måde, siger Festersen til bold.dk og tilføjer:
- Måske er den sidste periode et meget godt billede på vores efterår. Vi har leveret præstationer, der indikerer, at vi hører til blandt de bedste hold i Danmark – i den bedste halvdel. Men vi har også haft nogle udfald og fået nogle ordentligt nogle over tuden – ligesom denne her. Det har været en blandet landhandel.
OB har lukket 35 mål ind i 18 kampe, hvilket kun Esbjerg og Hobro har gjort dårligere.
- Jeg er som angriber den forreste forsvarsspiller, så det er for nemt bare at pege på de fire bageste og målmanden og sige, det er deres skyld. Når vi har har haft disse udfald, har det været hele holdet, der er faldet sammen. Det er ikke kun forsvarets skyld.
- Det bliver uden tvivl et af vores fokuspunkter i opstarten. Heldigvis har vi god tid til at få implementeret Kents idéer og jagte den stabilitet. Jeg troede egentligt bare, det var en børnesygdom, og vi var kommet over det, men det var vi desværre ikke helt, siger Festersen.
Hvis Viborg ikke slår AaB mandag, overvintrer OB på syvendepladsen i tabellen.
mikael@bold.dk


OB
3F Superliga























