



Real Madrid var presset til at hente tre point ude mod Real Sociedad, hvis sidste års mestre skulle holde trit med Barcelona i toppen af La Liga. Inden aftenens opgør havde Kongeklubben kun fået to point i deres to seneste hjemmekampe, mens Sociedad havde fået en flyvende start med ni point ud af ni mulige i de første tre spillerunder.
Real Madrid var ydermere taget til Sociedad uden flere prominente navne, men afbuddene fra Toni Kroos, Marcelo, Karim Benzema og Cristiano Ronaldo gav plads til en række nye folk, heriblandt angrebstalentet Borja Mayoral.
Kampens første scoring kom efter 19 minutters spil. Sergio Ramos havde taget turen med frem, og her tiltrakt forsvarsspilleren sig så meget opmærksomhed i Sociedad-feltet, at Borja Mayoral fra kanten af det lille felt kunne prikke Real Madrid i front på Anoeta. Det var den spanske angribers første mål i Madrid-trøjen.
Det var samtidig 73. kamp i streg, at Real Madrid fandt vej til netmaskerne og de tangerede dermed brasilianske Santos’ verdensrekord fra 1963.
Glæden varede dog ikke længe, da Real Sociedad bragte balance i regnskabet ti minutter senere. Et indlæg fra højresiden fandt vej til venstrefoden hos Kevin Rodrigues, og så smuttede bolden ind under Keylor Navas, som ikke så specielt godt ud i situationen, til 1-1.
Minutterne efter blev præget af et spilstop, da én af pressefolkene kom til skade bag det ene mål og måtte køres fra banen for at modtage yderligere behandling. På vej ud fra stadion kom der dog en tommelfinger i vejret hos den uheldige medarbejder.
Efter den lille pause var Sociedad tæt på at kopiere kunststykket ved 1-1 målet, da Kevin Rodrigues’ afslutning i venstresiden blev reddet af overliggeren hos Keylor Navas, og i det efterfølgende angreb endte venstrebacken så med at afrette Borja Mayorals afslutning i eget net til en 2-1 føring til Real Madrid, hvilket også var stillingen ved pausen.
Efter sidebyttet bølgede det fortsat frem og tilbage, men det lignede kampens afgørelse da Gareth Bale efter en times spil stak afsted i højresiden og flot chippede bolden over en fremadstormende Geronimo Rulli i Sociedad-målet. Det var sjette gang, at waliseren scorede på Anoeta i sin tid i spansk fodbold.
I slutminutterne havde Marco Asensio bolden i nettet, men offensivspillerens scoring blev annulleret for offside og det endte dermed 3-1 til Real Madrid, som dermed kom tilbage på vindersporet efter to uafgjorte resultater mod Valencia og Levante i La Liga.


Real Sociedad
Real Madrid
La Liga
































