Den tyske 2. Bundesligaklub Braunschweig sikrede sig onsdag OB-stopperen Frederik Tingager. Den 24-årige stopper er dermed på to år gået fra at spille 2. division i Holbæk til nu at være udlandsprofessionel, men det spring er han klar til.
- Frederik er 100 procent klar. Tingene er gået stærkt for ham, men han har nogle helt tydelige kvaliteter og et ekstremt sundt sind, så jeg er ikke bekymret for, at han vender tilbage til Danmark om et halvt år, siger agent Mads Bach Lund til bold.dk.
- Han er taget til udlandet for at blive ude og skabe en karriere.
Tingager forlængede for nylig sin kontrakt med OB, så fynboerne har scoret en transfersum på den store stopper.
- Det har betydet meget for Frederik, at det var en klub, der ville købe ham, og ikke bare et tilfældigt skifte ved kontraktudløb. Dels fordi han gerne ser OB få en pose penge for ham, men også fordi han gerne vil sikre, at de virkelig vil ham, siger agenten.
- Og det vil de. Der er ingen tvivl om Braunschweig har strukket sig langt for at få ham, og OB har samtidig fået en meget fornuftig pris, så det er på alle måder en win-win-situation.
Tyske medier skriver, at Braunschweig giver 2,25 millioner kroner for Tingager, men den pris er ikke korrekt.
- Uden at jeg skal kommentere for meget på det kan jeg bare sige, at det ikke er sandt. OB har fået en god pris, som afspejler markedet. Det er hvad jeg kan sige om det.
Braunschweig var i sidste sæson meget tæt på at rykke op i Bundesligaen, hvor de senest var at finde i sæsonen 2013/2014.
jesper@bold.dk


Braunschweig
Tyskland 2. Bundesliga


























