Patrick Mortensen er tilbage på træningsbanen i AGF efter en længerevarende skade, og når han engang vender tilbage i aktion for aarhusianerne, så skal han formentlig indgå i et nyt AGF-system, som David Nielsen løftede sløret for i søndagens 1-2-nederlag til Randers FC.
Her stillede AGF op med tre midtstoppere, to wingbacks, to centrale midtbanespillere og tre mand i front, hvor nyindkøbte Dawid Kurminowski spillede pladsen som central angriber, som Mortensen normalt har siddet tungt på.
Men i fremtiden kan der sagtens blive plads til både Kurminowski og Mortensen i det nye system, for det er først og fremmest den defensive del af formationen, der er afgørende for AGF-træneren.
Når Mortensen er klar igen, er det så meningen, at han kan spille med Kurminowski i denne formation?
- Det er klart, der kan vi vende den lidt anderledes oppe foran. Vi kan rykke lidt rundt med de forreste pladser, og det giver os en stor fleksibilitet at gøre det her, siger han og tilføjer:
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi kan lægge en tier ned bag to angribere for eksempel. Men basen med tre stoppere og to centrale midtbanespillere, den defensive blok, den arbejder vi med, den bliver bastant, og det er den vej, som vi går.
Du kan læse mere om AGF's systemskifte her.
Jubel over ny angribers første kasse
AGF har i sæsonens fem første kampe blot scoret fire gange i Mortensens fravær, og selv om Nielsen glæder sig til at have sidste sæsons AGF-topscorer tilbage, så holder cheftræneren fokus på det, han har til rådighed.
Og søndag kunne han glæde sig over, at Kurminowski fik scoret sit første mål for AGF.
- Vi arbejder med, hvordan vi får de spillere i gang, vi har nu. Patrick skal have tid til at komme tilbage og vil være en spiller, der kan komme ind og bidrage med det, som han er god til.
- Selvfølgelig bliver det fint at få ham tilgængelig igen, men det var vigtigt for mig, at vi fik vores nye angriber til at lave sit første mål, for det har været hårdt for ham at komme ind og blive bedt om at spille samtlige kampe fra start, og det var et flot mål, vi scorede, lyder det fra David Nielsen.
Polske Dawid Kurminowski kom til AGF forud for denne sæson fra slovakiske Zilina, og han blev i sidste sæson ligatopscorer med 20 mål.
AGF's næste opgave er mod AaB på søndag.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AGF
3F Superliga


































