


AGF vandt onsdag aften 2-1 over OB i Europa Playoff-finalen, og det var med ifølge AGF-topscorer Patrick Mortensen meget fortjent.
Det vurderede han efter kampen, hvor han selv nettede til 2-0.
- Vi var klasser bedre end dem, hvis jeg skal være helt ærlig. Vi gik måske lidt død i de sidste 20 minutter, men ellers spillede vi en fremragende kamp. Vi skabte de chancer, vi skulle, og det eneste var vel bare, at vi skulle lukke kampen noget før, sagde Mortensen og fortsatte:
- Det var lidt ærgerligt, vi lukkede dem ind i kampen, men så spændende blev det ikke, og de havde optræk til lidt, men var ikke vanvittigt tæt på, så jeg er godt tilfreds.
Mortensen scorede sit 18. mål i sæsonen, men det er altså ikke nok til at gøre ham delt Superliga-topscorer med Ronnie Schwartz, da Europa Playoff-kampen ikke tæller med.
- Det bruger jeg ikke så meget tid på. Det er lidt mærkeligt, at denne kamp er enkeltstående og ikke tæller med i noget. I mit hoved er jeg delt topscorer med Ronnie og det er nok for mig, sagde han.
Vildere fejring end normalt
Patrick Mortensen stod med drivvåde sokker i mixed zone efter kampen, og det skyldtes en vildere fejring end normalt.
- Mine strømper er helt våde af øl, så det er som om, der er vandskade dernede. Det drypper ned fra loftet. Det var vanvittigt, og det var første gang, det var så vildt. Det plejer at være vildt, men det var endnu vildere.
- 'PC' tør jo nærmest ikke nærme sig omklædningsrummet, fordi han er bange for at blive overdynget med diverse væsker. Alle gik amok, fortalte Mortensen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

AGF
3F Superliga





































