Det var en computerteknisk fejl, der var skyld i, at rekordindkøbet Sebastien Haller, som Ajax købte for 186 millioner kroner i West Ham, ikke blev registreret til Europa League.
Det meddeler Ajax-træner Erik ten Hag torsdag på et pressemøde.
- Det var bestemt på listen, men det gik galt med at sætte kryds i boksen ved hans navn, siger Ten Hag ifølge De Telegraaf og fortsætter:
- Det er aldrig kedeligt, vi siger 'aldrig et sløvt øjeblik' i Amsterdam. Men det er ikke noget at grine af, og det er virkelig irriterende. Både for spilleren og os. Vi købte ham ikke for ingenting. Det viste han allerede i januar.
Ten Hag er meget klar i mælet omkring ansvaret.
- I sidste ende er Marc Overmars (sportsdirektør i Ajax, red.) og jeg ansvarlige. Selvfølgelig er det menneskeligt arbejde, og fejl opstår. Men vi er en professionel organisation. Skylden kan ikke lægges på én person. Flere personer er involverede i det her, siger træneren og fortsætter:
- Haller er utroligt skuffet, men også realistisk. Det blev ikke gjort med vilje, men ja, det er et klart et tilbageslag for ham.
Ten Hag forklarer, at de troede, at de havde et sikkert system. Han forsikrer, at processen omkring spillerregistrering vil blive analyseret. Han håber stadig, at Haller kan få lov til at spille Europa League, hvis UEFA skulle tillade det.
- Så snart, der dukker en chance op for, at han kan deltage, må man gå efter det, understreger han.
Sebastien Haller har indtil videre spillet seks kampe i Æresdivisionen og scoret to mål.

Ajax
Æresdivisionen


































