





Sønderjyskes cheftræner, Thomas Nørgaard, var inden fredagens opgør ikke i tvivl om, at det var et godt tidspunkt at møde Brøndby IF, der stod uden sejr i 11 kampe i streg.
Men et par timer senere var Nørgaard nok alligevel helst kampen foruden, efter hans mandskab fik en stor omgang tæv på Brøndby Stadion i 3F Superligaen.
Vestegnsklubben sejrede med hele 6-0, hvor Jacob Ambæk leverede et hattrick, mens Ben Godfrey også fik åbnet målkontoen.
Det var Brøndbys første sejr i Superligaen siden den 9. november 2025.
Brøndby brager af sted
Det var fra første fløjt, at Brøndby sad på kampen, og der gik blot et lille kvarter, inden bolden første gang var i nettet, da Mats Köhlert fik kuglen i mål. Dog måtte han se scoringen blive annulleret grundet en offside i opspillet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den lille nedtur stoppede dog ikke hjemmeholdet, som ti minutter senere for alvor fik måltavlen til at sige 1-0.
Sho Fukuda lagde bolden ind til Köhlert, som sendte den videre til Jacob Ambæk, der kunne haede bolden ind.
Og kort efter kunne selvsamme Ambæk også gøre det til 2-0, hvor han denne gang kunne lukrere efter et flot opspil og blot prikke bolden i mål.
Nicolai Vallys ville også lege med i første halvleg, og offensivspilleren placerede sig helt fri ind i feltet, hvorfra han uden tøven kunne gøre det til 3-0, mens Sønderjyske var absolut chanceløse.
Ambæk buldrer videre
Anden halvleg startede roligt, og det var ikke just til at se, at Sønderjyske jagtede mål.
I stedet var det Brøndby, som blev ved med at levere.
Og igen var det Ambæk, som kunne score og derved fuldende sit hattrick, da han fra et fri position langt inde i feltet kunne sende bolden i mål til 4-0.
Brøndby var knap nok færdige med at juble, inden Ben Godfrey scorede efter en hjørnespark. En scoring, som var Godfreys første som Brøndby-spiller.
Ti minutter senere gjorde Fukuda det så til tenniscifre, da japaneren udnyttede et slattent forsvarsspil, som han fløj lige igennem, hvorefter han med sikkerhed sendte bolden forbi chanceløse Nicolai Flø.
6-0 blev også kampens endelige resultat.
Brøndby hopper forbi Sønderjyske i tabellen, og de ligger nu nummer fem med sønderjyderne på sjettepladsen.
Begge mandskaber har blot tre point op til FC Nordsjælland på tredjepladsen.

Stage vil være landsholdstraktor
Hattrick | Afsnit 63I et stort interview med Bold taler Jens Stage nu ud om sit forhold til både AGF og FCK – og sætter samtidig ord på sin rolle i landsholdshierarkiet.
Læs mere

Sønderjyske
Brøndby IF
3F Superliga





































