

Manchester United har aldrig vundet i Europa League. I torsdagens kvartfinale mod Anderlecht blev der derfor ikke sparet på stjernerne, da United var taget en tur til Bruxelles.
Hurtigt fik gæsterne også et ganske solidt greb om kampen, og de kom tæt på et føringsmål i to omgange efter et kvarters tid.
Zlatan Ibrahimovic dirigerede et indlæg ind på brystet af Anderlecht-keeper Ruben, og returbolden sprang ud til Jesse Lingaard, som satte læderet på stolpen.
United måtte derfor vente til ti minutter før pausen på 1-0-scoringen. Denne gang var det Marcus Rashford, som med en hård, flad afslutning tvang Ruben til at give retur. Riposten sparkede Henrikh Mkhitaryan op i nettaget til United-føring.
Anderlecht havde ikke meget at skulle have sagt i de første 45 minutter. Men straks efter pausen satte værterne sig lidt i respekt, da de tvang Antonio Valencia til at redde på stregen to gange.
United spillede kontrolleret, men skabte også sine chancer. Otte minutter før tid blev Paul Pogba spillet helt fri, men franskmanden afsluttede lige på Ruben.
Afbrænderen blev dyr for gæsterne, som fire minutter før tid pludselig fik frataget hvad der længe havde lignet en smal men sikker sejr.
Anderlecht smed bolden i boksen fra venstrekanten, og inde foran kom Leander Dendoncker drønende og udplacerede med et kraftfuldt hovedstød fuldkommen Sergio Romero i United-buret 1-1.
Sådan endte det på Constant Vanden Stock, og dermed er alt åbent forud for næste uges returkamp på Old Trafford.


Manchester United
Anderlecht
Europa League























