Fremad Valby -Anders Jochumsen scorer nyt job: Det er en no-brainer
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
2023-06-16 16:30:40
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Anders Jochumsen scorer nyt job: Det er en no-brainer

Fremad Valby-sportschef, Claus Rasmussen, fortæller til bold.dk, at Anders Jochumsen bliver ny cheftræner i klubben, da Henrik Gundersen har sagt sin stilling op. Jochumsen siger til bold.dk, at det var en no-brainer at sige ja. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Den tidligere Superliga-spiller og divisionsbomber Anders Jochumsen har været på udkig efter et nyt job siden bruddet med Københavnsserie-klubben B 1903. 

Nu har Jochumsen dog fået fremtiden på plads. 

Fremad Valby-sportschef, Claus Rasmussen, bekræfter over for bold.dk, at Anders Jochumsen er blevet udpeget som ny cheftræner i Københavnsserie-klubben, da Henrik Gundersen har valgt at sige op. 

- Vi har udpeget Anders Jochumsen som ny cheftræner med Kenni Kildeskov Olsen som assistent, da Henrik Gundersen sagde sin stilling op tidligere på ugen, siger Claus Rasmussen til bold.dk og tilføjer. 

- Vi ansætter mange gange mennesker og relationer. Tingene skal tilpasses i forhold til de rammer, som er. Det kommende team er meget kvalitativt, og det giver mening. 

Sportschefen mener, at Jochumsen kan komme med stor erfaring til klubbens unge spillere, men Rasmussen takker Henrik Gundersen for en god tid i klubben.

- Det er altid ærgerligt. Vi hentede ham jo selv. Jeg ønsker ham kun held og lykke med de kommende projekter. 

- Fremad Valby har været glad og taknemmelig for det stykke arbejde, som Henrik Gundersen har lagt i Fremad Valby de seneste to et halvt år.

En no-brainer
Anders Jochumsen og Kenni Kildeskov Olsen har skrevet en toårig kontrakt med Fremad Valby, og 42-årige Jochumsen siger til bold.dk, at han ser frem til at blive en del af en veldrevet klub.

- Det er en rigtig god klub, der har nogle fantastiske kvaliteter og fantastiske personer på holdet og omkring klubben. 

- De gør det helt fantastisk, og de har været sindssygt dygtige i en længere periode. De er sindssygt godt trænet, da Gunder (Henrik Gundersen, red.) og Nick (Nick Pedersen, red.) har haft dem.

- Vi var ikke i tvivl, da vi blev spurgt. Det er et par halvstore sko, som vi skal fylde ud. Ole (assistent Ole Rasmussen, red.) og Nick (assistent Nick Pedersen, red.) bliver jo i gruppen, og Kenni og jeg kommer til. 

- Jeg bliver cheftræner med et helt fantastisk team, der kender spillerne rigtig godt, siger Anders Jochumsen til bold.dk og tilføjer.

- Det bliver sindssygt spændende at arbejde med et hold fra toppen af Københavnsserien over flere sæsoner. 

- Det var svært at sige nej til det, da vi vendte og drejede det. Det er betydningsfuldt, at Nick og Ole bliver, og Kenni og jeg kan træde ind i teamet. Det var langt hen ad vejen en no-brainer. 

Fremad Valby endte som nummer tre i Københavnsserien i den netop overståede sæson.

Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer
Annonce