Oprykkerne fra Ringkøbing har taget hul på tilværelsen i 2. division og kan nu glæde sig over, at holdets anfører fortsætter i klubben. I første omgang blev det ellers meldt ud, at Dalsgaard ikke fortsatte i klubben, da parterne ikke kunne blive enige om en fortsættelse af samarbejde.
På sin Facebook-side oplyser Ringkøbing, at de dog nu har fundet hinanden og at anfører Jesper Dalsgaard derfor fortsætter i klubben.
- Ringkøbing er jo min klub, så jeg lukkede aldrig døren, og der er ingen tvivl om, at jeg hele tiden gerne ville fortsætte. Derfor er det også rigtig dejligt for begge parter, at vi kunne blive enige om tingene i anden runde, siger Dalsgaard til klubbens Facebook-side.
Klubben var uden Jesper Dalsgaard i sæsonens første kamp, som blev et 1-0-nederlag til Aarhus Fremad, men kan i den kommende kamp glæde sig over at have ham i truppen.



Ringkøbing































