Der kommer til at være godt gang i den i Prags gader denne tirsdag, efter at Sparta Prag for første gang i ni år har sikret sig mesterskabet.
Brian Priskes tropper formåede nemlig at spille 0-0 med Slovacko tirsdag, og dermed kan de ikke længere indhentes i stillingen med kun en enkelt kamp tilbage.
Ved slutfløjt kunne spillere og fans så gå amok i ren jubel, og glæden var da også til at spore hos anfører Ladislav Krejčí, som kunne se tilbage på en fantastisk sæson.
- Vi lukkede os selv inde, da vi var ligeglade med, hvad andre sagde om os. Vi viste alle, hvor stærke vi er. Så tak til alle, der deltog i dette. Jeg er den lykkeligste person i verden.
- Vi er mestre, vi er de bedste i landet, siger Ladislav Krejčí efter kampen ifølge IDNES.cz.
Det er næsten et årti siden, at Sparta Prag sidst fejrede mesterskabet, da det skete tilbage i 2014.
Men en enkelt sæson med Brian Priske i spidsen har altså nu gjort, at de igen er kongerne af Prag og tjekkisk fodbold.



Slovacko
Sparta Prag
1. Division
































