Som bold.dk fortalte i lørdags var Asprilla i weekenden arresteret i sin colombianske hjemby Tulua, fordi han i meget beruset tilstand havde fægtet med en pistol og affyret flere skud op i luften. Asprilla blev dengang løsladt igen, men da de colombianske myndigheder i mellemtiden er blevet opmærksomme på, at den tidligere Parma-, Newcastle- og Palmeiras-angriber ikke har nogen tilladelse til sit skydevåben - en .38 kalibers pistol - er der udstedt en ny arrestordre.
Asprilla kan dog forblive på fri fod imod en kaution på 1 mio. pesos (knap 4.000 kroner), mens det colombianske politi forbereder en sag imod ham. Angriberen venter i øvrigt allerede på at blive kaldt i retten for en tidligere våbensag, og har flere gange tidligere været anklaget for letsindig omgang med skydere.
I 1995 fik han således en bøde på 3.500 kroner for at have affyret adskillige skud op i luften uden for et diskotek ved en caraibisk ferieby.
Uanset alle Asprillas problemer med myndigheder, sprut og våben, ventes den 30-årige angriber i de kommende dage at underskrive en kontrakt med det saudiarabiske hold Al-Nassr.


































