





Lørdag eftermiddag tog Aston Villa imod Arsenal hjemme på Villa Park.
Gæsterne jagtede genrejsning, efter onsdagens 1-3-nederlag til Manchester City, men det skulle hurtigt vise sig, at der ventede The Gunners en travl dag på kontoret.
Aston Villa tog nemlig føringen i kampen efter bare fem minutters spil. Det var den engelske angriber Ollie Watkins, der efter en smart husmandsfinte bragede bolden over i det lange målhjørne.
Mikel Artetas tropper fik rystet chokstarten af sig og lagde et godt tryk på hjemmeholdet.
Det gav pote i det 16. minut, da offensivprofilen Bukayo Saka tornede bolden i mål med en særdeles veludført halvflugter.
Herefter bølgede kampen frem og tilbage med Arsenal som værende det mest spildominerende hold.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det blev dog Aston Villa, der tog det næste stik i opgøret, og det skete efter 31 minutters spil, hvor den tidligere Liverpool-profil Philippe Coutinho stjal showet.
Brasilianeren modtog bolden i Arsenal-feltet, efter Emiliano Buendia smart havde ladet den gå igennem benene, og så var det ingen sag for Coutinho at sparke Villa på 2-1.
I anden halvleg fik Arsenal trykket Aston Villa i bund, og det var tæt på at give pote efter 56 minutters spil, men Eddie Nketiahs hovedstød tog overliggeren i stedet for at gå i mål.
Fem minutter senere var scenariet et andet, da Arsenals skydeglade venstreback Oleksandr Zinchenko hamrede bolden i mål med et fladt langskud ved nærmeste stolpe.
Kampen var således helt åben, og begge hold jagtede sejren.
Arsenal-anføreren Martin Ødegaard fik en gylden mulighed for at sende The Gunners i front efter 78 minutters spil, hvor han blev spillet helt fri foran Aston Villa-målet.
Den norske offensivspiller sendte dog en noget ukvalificeret afslutning af sted, som gik forbi mål til stor ærgrelse hos Arteta og co.
Fem minutter senere var der fare på færde i den anden ende, hvor indskiftede Leon Bailey kom fri og hamrede bolden på overliggeren.
I overtiden fik Villa en ny mulighed for at snuppe sejren, men angriberen Jhon Durans afslutning blev pillet af Aaron Ramsdale i Arsenal-målet.
Det lignede længe, at kampen ville slutte 2-2, men dybt inde i overtiden fik indskiftede Jorginho scoret til 3-2 med et sandt drømmemål.
Den italienske midtbanespiller hamrede bolden på overliggeren, men nedfaldet ramte Emiliano Martinez og gik således i mål til vild forløsning for The Gunners.
Artetas tropper fik også gjort det til 4-2 kort før slutfløjt, da Gabriel Martinelli udnyttede en kontra, hvor han kunne drible bolden i et tomt mål.
Det blev således til fuld gevinst for Arsenal, der nu topper Premier League med tre point ned til Manchester City på andenpladsen.
Aston Villa ligger i skrivende stund på 11. pladsen i tabellen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Arsenal
Aston Villa
Premier League


























