La Liga -Asenjo vil overkomme fjerde korsbåndsskade
2017-03-01 16:23:36
Foto: Getty Images

Asenjo vil overkomme fjerde korsbåndsskade

Sergio Asenjo pådrog sig i weekenden den fjerde korsbåndsskade i karrieren, men den 28-årige keeper er meget opsat på at komme stærkt tilbage.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Sergio Asenjo kom slemt til skade, da Villarreal i weekenden mødte Real Madrid. Den erfarne keeper pådragede sig sin fjerde korsbåndsskade i karrieren - men han er meget opsat på, at komme endnu stærkere tilbage.

- Jeg er sikker på, at vi alle får den bedste Sergio Asenjo at se igen. Det er en ny udfordring og en ny kamp. Men jeg har allerede overkommet tre korsbåndsskader, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne overkomme den fjerde, siger Asenjo ifølge klubbens YouTube-kanal.

- Man kommer ingen vegne, hvis man er nede og har ondt af sig selv og spørger sig selv, hvorfor det skulle ske for mig, siger han.

- Fodboldspillere er udsat for den her slags ting, og i mit tilfælde er det sket oftere end normalt. Men jeg mener ikke, at man skal klage. Man er nødt til at tænke på fremtiden og ens ambitioner og håb.

- Jeg er meget opsat på at vise mig selv og alle andre, at de kan regne med mig, siger Asenjo.

Sergio Asenjo har været i Villarreal siden sommeren 2013, hvor han kom til klubben fra Atletico Madrid på en lejeaftale, som sidenhen blev lavet om til en permanent aftale.

I denne sæson har han stået på kassen i samtlige kampe og har været stærkt medvirkende til, at Villarreal blot har lukket 18 mål ind - færrest af alle i La Liga.

Annonce
Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce