I sommeren 2019 forlod 23-årige Asger Sørensen Salzburg for at flytte permanent til Tyskland og tørne ud for Nürnberg i 2. Bundesliga.
Skiftet har gjort, at danskeren er et skridt tættere på en stor drøm. Han håber nemlig på, at Bundesligaen bliver en fremtidig destination.
Det fortæller den 23-årige forsvarer til bold.dk.
- Drømmen er at spille i Bundesligaen, og det har det været, siden jeg skiftede til Salzburg. Så har jeg været lidt uheldig med nogle skader i Salzburg, og så fik jeg ikke lov til at spille. Så kom jeg til Regensburg og fik lov til at spille der.
- Det kunne være sjovt at rykke op med Nürnberg på et tidspunkt, selvom fokusset ikke er der lige nu, fordi vi ligger, som vi gør, men jeg vil gerne spille i Bundesligaen på et tidspunkt, siger Asger Sørensen til bold.dk.
- Hvad er grunden til, at det lige er Bundesligaen, at du går efter?
- Der er så mange tilskuere på stadions, og der er altid fulde huse. Derudover er der også tempofodbold, og det går frem og tilbage. Det har altid tiltalt mig.
Asger Sørensen havde inden skiftet til Nürnberg været udlejet i to sæsoner fra Salzburg til Jahn Regensburg i 2. Bundesliga. Udsigten til spilletid i Salzburg var lille, og derfor rykkede han permanent teltpælene over grænsen til Tyskland.
- Jeg skiftede til Nürnberg for at spille. Jeg havde større chance for at spille i Nürnberg. Derudover har jeg haft gode erfaringer med at have været i Regensburg.
- Jeg synes, 2. Bundesligaen er rigtig fed, så jeg havde en god fornemmelse i maven, at det skulle være på det tidspunkt, at jeg skulle skifte væk fra Salzburg, siger Sørensen og pointerer, at han ikke havde fokus på at vende snuden hjem til Danmark.
- Fokusset var klart at blive i udlandet. Jeg er selvfølgelig åben for alt, hvis der kommer noget, men førsteprioriteten var helt klart udlandet.
Større forventningspres
Asger Sørensen mener, at der ikke skulle den helt store tilvænning til fra østrigsk til tysk fodbold. En ting har dog været markant anderledes.
- Forskellen mellem Salzburg og Tyskland er ikke så stor. Man taler jo samme sprog, og mentaliteten er også meget den samme. Forventningspresset har dog været helt anderledes.
- Selvfølgelig var der også forventningspres i Salzburg, men der var ikke så stort pres fra fansene i Østrig, end der er her i Tyskland. Man kan godt mærke, at det er lidt noget andet. Der er forskel på at spille foran 30.000 mennesker i forhold til en 7-8000 nede i Salzburg, siger danskeren.
Den 23-årige forsvarer har haft fint med succes i Nürnberg. Han har spillet 18 kampe i denne sæson med fire mål til følge i 2. Bundesliga. Det glæder danskeren, at klubben tror på ham.
- Det har været en god og lærerig tid. Jeg har spillet rigtigt meget, så det har jeg været superglad for. Derudover har jeg lært meget af at komme til en større klub angående pres fra omverdenen.
- De mange kampe, som jeg har fået, viser bare, at klubben tror på mig, og det har givet mig selvtillid. Det har bare været dejligt at få lov til at spille en masse.
I denne sæson har Asger Sørensen haft selskab af FC Midtjylland-talentet Casper Tengstedt, som bold.dk snakkede med for et par uger siden. Tengstedt har været udlejet fra FC Midtjylland til Nürnberg i denne sæson og spillede på klubbens Regional-liga-hold. Sørensen og Tengstedt har haft en del med hinanden at gøre uden for banen.
- Casper er en supergod fyr, helt stille og rolig og nede på jorden, og der er ikke så meget pis med ham for at sige det ligeud. Jeg har faktisk kun set ham spille en gang for andetholdet, så jeg kender ham ikke så godt som spiller.
- Han er sådan den klassiske 9’er, som er robust. Man kan spille op på ham, og han lægger boldene godt af. En god angriber til at holde fast på bolden.
Hårdt og svært
Asger Sørensen kan godt mærke forskel på den danske og tyske mentalitet, men tiden i Salzburg og Regensburg har gjort, at han har vænnet sig til tyskernes måde at være på.
- Den tyske stil er lidt mere disciplineret, men man er ikke bedste venner med træneren. Man går ikke og hyggesnakker med trænerne i Tyskland, som jeg synes, at man gør i Danmark. Der er jo ikke noget forkert ved det. Sådan gør man det bare i Tyskland.
- Det er bare lidt hårdere og mere disciplineret i Tyskland. Nu har jeg jo været i udlandet i seks-syv år, hvor det har været meget lig hinanden i Salzburg og Tyskland i forhold til mentaliteten, siger Sørensen.
Danskeren har ligesom mange andre været ramt af corona-krisen. Starten af corona-krisen blev ganske kaotisk for Sørensen og holdkammeraterne, da én fra holdet blev testet positiv for virussen.
- Det startede med, at vi havde to ugers decideret karantæne, da der var én på holdet, der var testet positiv for corona. I de 14 dage måtte vi slet ikke gå ud. Der fik vi nogle i klubben, der ikke havde karantæne, til at handle for os.
- Der skrev vi en indkøbsliste, og så satte de en pose ude foran døren. Efter de to uger havde vi en uges selvstændig træning, hvor vi godt måtte løbe en tur, og vi fik et program over en app, som vi kunne lave hjemme.
- Vi startede derefter træning i fire grupper med fire mand i hver gruppe, og det har så udviklet til seks mand i hver gruppe, og så må vi se, om det bliver bedre hen ad vejen. Det har selvfølgelig været sindssygt hårdt at være ude af rytme og skulle være så meget alene i lejligheden. Det har været lidt af en udfordring faktisk.
For Sørensen har krisen været hård på det personlige plan, da han ikke har haft familien ved sin side i Tyskland.
- Det har været hårdt. Jeg synes, at det har været svært. Man har jo ikke haft sin normale hverdag. Det hele har bare stået stille. Det har været nogle lange dage, og jeg har savnet min familie.
Drømmer om landsholdet
Asger Sørensen fokuserer i øjeblikket på at redde livet i 2. Bundesliga med Nürnberg, og derfor er et skifte til Bundesligaen ikke lige på trapperne i øjeblikket. Et skifte til Bundesligaen kan dog åbne døren til landsholdet.
- Selvfølgelig drømmer jeg om at spille på landsholdet. Det tror jeg, at alle fodboldspillere gør. Det tænker jeg dog overhovedet ikke over, da jeg tror, at der er lange udsigter til det. Jeg tror ikke, at det kommer til at ske foreløbigt.
- Selvfølgelig drømmer jeg om det en dag, hvor jeg kan spille i Bundesligaen og få spillet lidt kampe der, så man bliver lagt mere mærke til end i 2. Bundesliga. Så er det pludselig ikke så langt væk, men lige nu tænker jeg ikke over landsholdet.
- Er der nogle bestemte Bundesliga-klubber, som du har i tankerne?
- Det er klart, at det kunne være sjovt, hvis jeg kunne rykke op med Nürnberg. Jeg er glad for at være her. Det er dog ikke hovedfokusset nu. Fokusset er at blive i 2. Bundesliga og så tage den derfra.
- Men ellers er der storklubberne Dortmund, Bayern, Leverkusen og alle de der klubber. Der er så mange fede klubber i Tyskland, så jeg har ikke udelukket nogle klubber. Det er ikke så vigtigt.
Asger Sørensen og Nürnberg er placeret som nummer 14 i 2. Bundesliga. Han fik sin fodboldopdragelse i FC Midtjylland og skiftede til Salzburg i sommeren 2014 som blot 18-årig. Den danske forsvarer er noteret for 11 U21-landskampe.



Nürnberg
Tyskland 2. Bundesliga































