17-årige Peter Bjur fik 1. marts debut for B93, da han efter knap en halv time blev skiftet ind i DBU Pokalens ottendedelsfinale mod FC København i Telia Parken - og i den første turneringskamp i weekenden startede han inde mod Greve
Den unge mand har gjort det så godt i de seneste par måneder, at Østerbro-klubben nu har valgt at rykke kantspilleren op i førsteholdstruppen på fast basis.
Det bekræfter klubbens cheftræner Sune Lærkedahl Jensen over for bold.dk.
- Peter kom op og trænede med og gjorde det godt, og vi kunne se, at han kunne blive en god spiller for os i foråret. Peter er ekstremt god en-mod-en i offensiven. Han er målfarlig og kan sætte de andre spillere op. Så han er altså en mand til startelleveren lige i øjeblikket, siger B93-træneren til bold.dk.
- Vi har haft en snak med ham og hans familie i forhold til, hvad der var bedst for ham. Vi var ikke i tvivl om, at han sportsligt har niveauet til at være med - men vi havde nogle overvejelser i forhold til det daglige og det sociale.
- Men spillerne i førsteholdstruppen har taget rigtig godt imod ham. Ikke nok med at det er nogle gode mennesker, er de også unge, så det er let at integrere andre unge spillere i truppen. Det er en af fordelene ved at have en ung førsteholdstrup, siger Sune Lærkedahl Jensen.
Og Peter Bjur er ikke kommet sovende til pladsen i førsteholdstruppen.
- Selvom vi er en klub, som gerne vil bringe de unge spillere frem, så kommer de ikke til at spille, før de er gode nok. Peter har vist, at han lige nu er god nok til at være førstevalg. Han spiller ikke bare, fordi han har talent. Man skal vise, man er den bedst, siger cheftræneren.
Efternavnet hos den unge kantspiller klinger velkendt, og Peter Bjur er da også søn af Ole Bjur, som har en stor aktiv karriere bag sig. Og Sune Lærkedahl Jensen kan da også se ligheder mellem de to.
- Ja, der er selvfølgelig nogle af de samme ting. Men jeg synes, vi skal vurdere Peter ud fra Peter, siger B93-træneren.
Peter Bjur har gjort sig så positivt bemærket, at han i december blev udtaget til U17-landsholdet, hvor han fik debut i januar.
nicolai@bold.dk


B.93
CampoBet 2. division































