OB har ryggen mod muren, og mandag aften kan det blive rigtig grimt.
Her kan Vejle nemlig sende fynboerne under stregen, når de to klubber tørner sammen i en direkte duel i Nørreskoven.
Da Bold i onsdags gæstede OB’s træning, var B.93-træner Kim Engstrøm også på plads i Ådalen, men det er der en ganske god forklaring på.
Engstrøm var U19-træner i OB fra 2016 til 2022.
- Jeg bor fem minutter fra OB, så en gang imellem kører jeg ned for at se lidt træning, når jeg har en fridag. Dels har jeg selv været i OB i seks år, og jeg har stadig nogle relationer dernede. Det var ren og skær interesse på den måde, fortæller Kim Engstrøm til Bold.
B.93-træneren var også til OB-Hvidovre i seneste runde for at kigge på i hvert fald én kommende modstander.
- Jeg håber ikke, at OB rykker ned, men der er jo også en risiko for, at OB spiller i 1. division næste år. Det vil være sindssygt ærgerligt, hvis det skulle ske, fordi OB er den klub, det er.
- I de sidste mange år har de ligget i nedrykningsspillet, så det er jo ikke fordi, at det er nyt, at de ligger der, men det alvorlige er jo, at de i år virkelig har kniven for struben, og det vil være større, end da AaB rykkede ned sidste år. Det vil være ærgerligt for OB og fynsk fodbold, hvis det sker.
- Jeg følger OB tæt, og jeg håber da i mit hjerte, at OB ikke rykker ned, men de er da i problemer, siger Kim Engstrøm.
Før opholdet i OB var han i netop Vejle.
- Jeg har også været i Vejle, og jeg vil da også være ærgerlig over at se dem rykke ned. Vi må se, hvordan det ender, siger Engstrøm til Bold.
Vejle og OB krydser klinger klokken 19 mandag aften.
I B.93 drømmer man om at hente Bashkim Kadrii hjem, hvilket du kan læse meget mere om her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

OB
B.93
3F Superliga



































