Badedyr overalt i det 13. spilminut.
Sådan plejer det at være i Parken til sæsonens sidste hjemmekamp.
Men skal man holde fast i en årelang tradition, når der på søndag er tale om et livsvigtigt opgør, hvor FC København enten sikrer sig guldet eller taber det hele på gulvet?
Det er en debat, der eksisterer blandt klubbens fans i disse dage - og nu kommer FCK med en opfordring på deres hjemmeside.
- I år står vi dog i en helt ekstraordinær situation, hvor alt fortsat er på spil i årets sidste kamp. Derfor skal der lyde en venlig opfordring fra klubbens sportslige afdeling om at afvikle badedyrs-tifoen, når der fløjtes til pause.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det betyder, at traditionen bliver afviklet til glæde for fans og gæster, men det vil også betyde, at vi ikke står med en kampafbrydelse omkring det 13. minut af kampen. Det er kampen for vigtig til. Vi håber, at alle vil tage opfordringen til sig, lyder det fra FCK.
Traditionen med badedyr i Parken til Superliga-sæsonens sidste hjemmekamp har eksisteret siden midten af 00’erne og har hængt ved lige siden.
Men den har også løbende ført til debat.
I 2018 opfordrede klubbens stemningsskabende fans på Sektion 12 til, at man droppede badedyrene, fordi det ikke ville give mening at sende et signal om sommerferiestemning oven på en yderst skuffende sæson.
Samme holdning havde de inkarnerede fans sidste år, hvor guldet var uden for rækkevidde, men hvor man kæmpede om at nå tredjepladsen, der ville give adgang til en playoffkamp om at komme i Europa.
Her lød det fra klubben selv, at man ville respektere begge valg, mens cheftræner Jacob Neestrup ikke lagde skjul på sin holdning og kaldte det for malplaceret.
- Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal rende rundt med badedyr efter x antal minutter i Parken. Jeg respekterer traditionen, men jeg synes, vi har noget andet på spil i år, lød det blandt andet.
Alligevel valgte flere fans at medbringe oppustelige badedyr, som derfor blev kastet rundt omkring på stadion i det 13. minut.
Det var ikke tilfældet på Sektion 12, hvor fansene i stedet for badedyr kastede arbejdshandsker ind på banen, hvilket fik spillet afbrudt.
Opgøret mellem FC København og FC Nordsjælland spilles i Parken søndag klokken 17.00.
Bør FCK-fans droppe badedyr i Parken på søndag?
2.221 stemmer
Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
3F Superliga







































