Premiership -Bæstets vogn styrer mod CL-kvalen
2018-05-01 17:55:01
Foto: Getty Images

Bæstets vogn styrer mod CL-kvalen

42-årige Brian Jensen håber på en forlængelse med Crusaders, så han kan få sommerens Champions League-kvalifikation og muligvis et par kampe mod det danske mesterhold med. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

'Jeg spiller, indtil hjulene falder af'

Sådan svarede Brian 'The Beast' Jensen i januar 2011, da bold.dk spurgte til den 35-årige keepers tanker om et eventuelt karrierestop.

Søndag vandt Jensen i en alder af 42 år karrierens første større titel, da han var med til at føre Crusaders til klubbens syvende nordirske mesterskab, og indtil videre sidder hjulene fortsat på Bæstets vogn.

- Hjulene kører stadig rundt, og jeg håber, at de fortsætter en sæson mere. Jeg vil utroligt gerne have Champions League-kampene med.

- Nu fik jeg et par europæiske kampe sidste år (Crusaders tabte til lettiske FK Liepaja på reglen om udebanemål, red) og et mesterskab, men jeg vil også meget gerne have Champions League med. Det er lidt det eneste, jeg føler, at jeg mangler.

- Vi må så se, om træneren er enig med mig. Jeg har nævnt det for ham, og han ved vist godt, at jeg kommer og banker på hans dør på et tidspunkt.

Jensen og familien er blevet boende i England, hvorfor målmanden har pendlet til Nordirland.

- Jeg har ved siden af Crusaders gang i flere ting i England med et målmandsakademi og sådan noget, og det har selvfølgelig været en hård periode. Jeg har ofte været oppe klokken 05.30 for at nå frem i tide.

- Nogle gange har jeg så haft et hotel at overnatte på, men andre gange er jeg taget hjem igen om aftenen, og så har det altså været 16 timers dage eller deromkring.

- Det har været hårdt og meget testende, må jeg erkende, men heldigvis har jeg en meget forstående kone og familie. Og når alt kommer til alt, har det været det hele værd, siger Jensen.

Crusaders træder ind i første runde af Champions Leagues Champions Path. Her er de mulige modstandere blandt andre den kommende danske mester, Celtic, Malmø, Rosenborg og Ludogorets, med flere.

mikael@bold.dk

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce