








Der var lagt i kakkelovnen til en mindeværdig aften, da to af Europas mest angrebslystne hold i form af Bayern München og Real Madrid dystede om en semifinaleplads i Champions League.
Med et 2-1-resultat fra Madrid i første opgør gik værterne fra München ind til opgaven med en smal fordel, men Real Madrid skulle hurtigt få vist, at de ikke agtede at lade sig kue.
Faktisk var der bare spillet 35 sekunder, da Arda Güler straffede en gedigen brøler fra Manuel Neuer med målet til 1-0.
Den tyske keeper var kommet langt ud af sit felt og lagde en fejlaflevering, og det straffede den 21-årige tyrker med at sende bolden i et tomt net fra godt 30 meters afstand.
Noget af en koldstart, men det var bestemt ikke det eneste, vi fik at varme os på i en brandvarm føste halvleg.
Knap var der således spillet fem minutter yderligere, før Aleksandar Pavlovic steg til vejrs på et Joshua Kimmich-hjørnespark og straffede en malplaceret Andriy Lunin med et hovedstødsmål til 1-1.
Artiklen fortsætter efter billedet

Godt nok fulgte 20 minutters stilstand dét mål, men så tog kampen ellers fart igen.
Nok engang var det Güler, som viste sine evner fra distancen. Denne gang på frispark hvor Neuer faktisk havde lappen på, men ikke nok til at forhindre et velplaceret spark fra at ryge i mål til 2-1 helt oppe ved sammenføjningen.
Men Bayern var ikke afskrækket af den varme tyrker, og så længe man har Harry Kane på holdkortet, er der garant for fare foran mål.
Det sørgede englænderen da også for, da han blev fundet af Dayot Upamecano i en farlig position i feltet, hvorfra han udplacerede Lunin med målet til 2-2.
Kylian Mbappé skulle sørge for halvlegens femte scoring, men først skulle Vinicius Jr have en afslutning på overliggeren i den højst medrivende kamp.
Målet faldt til gengæld på en omstilling, hvis start var noget kontroversiel, da Antonio Rüdiger ret ramte Josip Stanišić med en sen tackling.
VAR så imidlertid ingen fejl, og Mbappés efterfølgende mål - hans 15. af slagsen i bare 11 kampe i årets Champions League - sendte holdene til halvleg med stillingen 3-2 til Real Madrid og 4-4 samlet.
Taktisk efter pausen
Den totale rutsjebanetur, som var første halvleg, fortsatte ikke helt efter pausen.
Kylian Mbappé testede Manuel Neuer efter ti minutter, mens Michael Olise var centimeter over godt midtvejs i halvlegen.
Med mindre end fem minutter igen dummede Eduardo Camavinga sig, da han med et gult kort smed bolden væk efter et frispark, og det blev takseret til endnu en af slagsen og dermed et rødt kort.
Det lod til at være den tunge på vægtskålen, der skulle til, for minutter senere var det afgørende mål til 3-3 en realitet.
Det stod Luis Diaz for at omsætte efter fornemt samarbejde med Jamal Musiala, som lagde bolden af med hælen på fornem vis, hvorefter colombianeren bankede bolden i mål med en afretning på vejen.
Michael Olise ville også være med, og han lukkede og slukked med målet til 4-3 til allersidst. Efterfølgende blev målhelten Arda Güler også givet marchordre på et direkte rødt kort, hvorfor Real Madrid formelt afsluttede kampen med ni mand på banen.
Dermed er Bayern München videre til semifinalen, hvor PSG venter efter en 6-4-sejr samlet.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere

Bayern München
Real Madrid
Champions League



































