
















Frankrig var på forhånd blevet udråbt som en af forhåndsfavoritterne til at gå hele vejen ved EM, men mandag satte Schweiz en stopper for franskmændene i ottendedelsfinalen.
Den vandt schweizerne nemlig i straffesparkskonkurrence efter 3-3 i ordinær tid, og målmanden Yann Sommer er vildt begejstret over udfaldet.
- Hvilken kamp! Hvilken fodboldaften. Det var vores chance for endelig at komme videre til kvartfinalen, for vi har aldrig gjort det før. Det er utroligt. Vi spillede med hjerte og med karakter. Det er vidunderligt, siger Yann Sommer ifølge UEFA.com.
I det 55. minut brændte Schweiz straffe ved stillingen 1-0, hvorefter Karim Benzema scorede to lynkasser og således vendte det hele på hovedet.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det var en virkelig svær situation for os efter det brændte straffespark. Jeg er virkelig stolt af holdet og den måde, vi kom tilbage. Vi troede hele tiden på det.
- Selv før kampen sagde vi, at uanset hvad der sker i kampen, om vi er bagud, eller om tingene går godt, så spiller vi til det sidste og giver aldrig op, fortæller Yann Sommer.
Schweiz møder Spanien i kvartfinalen på fredag klokken 18 i Sankt Petersborg.

EM
Schweiz




























