Den danske angriber Emil Berggreen har været hårdt plaget af knæskader i løbet af det seneste år. Danskeren blev opereret i sommer, og efter en succesfuld genoptræning forventer Berggreen, at han er tilbage på træningsbanen til januar.
- Det ser rigtig godt ud, er jeg glad for at kunne fortælle. Det er vel snart fem måneder siden, at jeg blev opereret, og jeg må faktisk alt nu og er inde i den sidste fase af genoptræningen. Det hele er forløbet fuldstændig problemfrit, så jeg er meget tilfreds med udviklingen, siger Emil Berggreen til bold.dk.
- Lige nu er jeg igang med at løbe en masse, bygge kondition på og lave en masse agility, så det er i januar, at jeg skal starte med at træne med holdet igen.
- Derfra håber jeg selvfølgelig, at det går mega hurtigt, og jeg snart er tilbage og scorer mål, men vi må se, hvordan det går, når jeg begynder at træne med holdet, siger Mainz-angriberen.
Før den nuværende skade var Berggreen ude med en anden knæskade. Mainz-angriberen føler dog, at skaden er helt væk.
- Fuldstændigt. Jeg har slet ikke nogen smerter eller noget, så jeg er mega tilfreds. Jeg ville ikke kunne sige, hvilket knæ det var, hvis ikke der var et ar, siger han.
23-årige Berggreen skiftede til Mainz i januar, men har stadig sin første kamp for klubben til gode.
peter@bold.dk


Mainz 05
Bundesliga































