I 2019 var Dennis Bergkamp og den hollandske superagent Rob Jansen i spidsen for en gruppe af tidligere fodboldstjerner, der var tæt på at købe League One-klubben Wycombe Wanderers.
Dengang blev overtagelsen ikke til en fuldendt aftale, men gruppen, der nu tæller Phillip Cocu, Dirk Kuyt, Ronald Koeman og Henke Larsson foruden de to førnævnte, har ikke givet op.
Faktisk håber man på, at den nuværende krise kan gøre markedet endnu mere spændende for gruppen, siger agenten Jansen til Mirror.
- Vi er i venterummet, som vi kalder det. I denne krise kan prisen på nogle klubber blive sænket, og samtidigt vil de interne stridigheder blive større i disse klubber, siger han og fortsætter:
- For nylig var vi meget tæt på at lukke en aftale. Jeg kommer ikke til at sige, hvilken klub det var, men i sidste øjeblik blev vi slået af en udenlandsk investor.
- Det var meget skuffende.
Wycombe blev overtaget af et amerikansk konsortium.



































