Ude godt, men hjemme bedst.
De fleste fodboldklubber er stærkest på hjemmebane, og derfor passer det velkendte ordsprog perfekt ind i den konkurrencedygtige verden.
Spørgsmålet er så, hvad man helst vil, når det kommer til de skæbnekampe, der afgøres over to opgør.
Vil man starte ude og slutte hjemme eller omvendt?
For Brøndby-træner Frederik Birk er svaret forholdsvist let, i forhold til opgaven mod Strasbourg i Conference League-kvalifikationens playoffrunde.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det fortæller han på onsdagens pressemøde i det nordlige Frankrig.
- Det er altid til diskussion, men jeg ser det som en god ting for os, at vi starter med at gå til en opgave hernede på udebane, og at vi derefter har en stærk hjemmebane i Brøndby, hvor vi - som I så mod islændingene - kan lave magi.
- Så ja, det er måske en lille fordel for os, siger Brøndby-træneren.
I tredje runde af kvalifikationen var Brøndby bagud med 0-3 mod Vikingur Reykjavik, inden returkampen på Brøndby Stadion.
På trods af det svære udgangspunkt samt et direkte rødt kort til Clement Bischoff lykkedes det for Birks tropper at vinde 4-0 og dermed avancere til næste led.
Strasbourg-back er uenig
Strasbourg-backen Samuel Amo-Ameyaw ser anderledes på spørgsmålet om hjemme- eller udebane til at starte med.
Ifølge den 19-årige englænder er det godt for torsdagens hjemmehold at starte i egen hule.
- I min optik er det en fordel for os at starte på hjemmebane.
- Vores fans har ventet hele sommeren på at se os spille igen, vi har fået et nyt stadion, og det er sæsonens første hjemmekamp, så alle - både fans og spillere - glæder sig.
- Det er måske det bedste tidspunkt for os at have en hjemmekamp, og derfor er vi fuldkommen klar, siger han.
Strasbourgs hjemmebane Stade de la Meinau har i den seneste tid gennemgået en større renovering, mens der er blevet bygget en helt ny tribune.

Brøndby IF
Strasbourg
ECL-kval





































