2026-09-08 13:23:52

Bodø tvunget til salg af dansk juvel: Superstjerne-potentiale

Stian Høgland, der dækker Bodø/Glimt tæt for det Bodø-baserede medie Avisa Nordland, tror fortsat på, at Mikkel Bro Hansen kan blive Danmarks næste superstjerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

CL - 1. runde

torsdag 10. sep

PSV

vs

SHA

Mikkel Bro Hansen har skiftet Bodø/Glimt ud med PSV Eindhoven. 

Den danske angriber nåede et halvandet år i det nordnorske, og da det stod klart, at han ikke ønskede at forlænge sin aftale med Bodø/Glimt, var der ingen vej uden om. 

Bro Hansen skulle sælges denne sommer. 

Sådan lyder det fra Stian Høgland, der dækker Bodø/Glimt tæt for det Bodø-baserede medie Avisa Nordland.

- Han havde jo kun et enkelt år tilbage af sin kontrakt, så hvis Bodø/Glimt skulle have penge for ham, var det jo nu. Teamet rundt om Mikkel ville ikke skrive en ny aftale med Bodø/Glimt. 

- De ville have, at han skulle spille mere, for det blev ikke til så mange minutter for ham mod slutningen. Jeg tror, de har været skuffet over, at han ikke fik mere spilletid.

- Han har dog også været lidt skadet. Både en knæskade, som holdt ham ude i fire måneder, og nogle problemer med anklen. 

- Bodø/Glimt ville ellers gerne forlænge kontrakten, men da det stod klart, at teamet bag Mikkel ikke ville det, skulle han sælges. 

- Jeg tror, at der var en ganske klar plan, da han kom til Bodø/Glimt om, at han ikke skulle være der i mange år, men det er alligevel gået stærkt, siger Høgland. 

263371
Foto: Pedro Nunes/Reuters/Ritzau Scanpix

Den norske journalist afviser dog, at der har været en konflikt. Parterne skilles som gode venner, og forholdet mellem Mikkel Bro Hansen og Bodø/Glimt-træner Kjetil Knutsen har været ganske fint. 

- Der har slet ikke været en konflikt mellem ham og Kjetil. De har begge haft meget fokus på Mikkels udvikling, men det er jo heller ikke helt nemt at spille sig ind på Bodø/Glimts hold.

- Der har været et par kampe, hvor Bodø/Glimt har sat nogle andre spillere ind i stedet for Mikkel Bro Hansen, og det har siden været et samtaleemne i klubben - at det simpelthen var en fejl, siger Stian Høgland.

En fin pris
Mikkel Bro Hansen skiftede AGF ud med Bodø/Glimt i starten af 2025. 

Allerede fire måneder senere var der historier i de spanske medier om, at selveste FC Barcelona havde set sig lun på det danske stortalent. 

Set i det lys kan et skifte til PSV måske i nogles optik være skuffende, men Stian Høgland ser anderledes på sagen. 

- Jeg tror, at det er det samme, som da han skiftede fra AGF til Bodø/Glimt. Den gang havde han også tilbud fra Dortmund og PSV. 

- Men både Mikkel og hans forældre havde som et krav, at han skulle træne med A-holdet, og det kunne han kun få lov til i Bodø/Glimt. 

- Nu er Mikkel blevet voksen, stor og stærk, så han kan træne med førsteholdet i alle klubber. Men han har lidt samme tankegang som Andreas Schjelderup havde. 

263372
Foto: Marco Bello/Reuters/Ritzau Scanpix

- Schjelderup sagde nej til Liverpool og andre store klubber for at tage til FC Nordsjælland, fordi der var spilletid i sigte. PSV er kendt for at give unge spillere chancen, så det er nok et fornuftigt valg, siger Stian Høgland. 

Ifølge TV 2 Norge har det kostet PSV 22,5 millioner kroner at købe Hansen fri af kontrakten i Bodø/Glimt.

Stian Høgland vurderer, at det alt i alt er et fint salg for den norske storklub. 

- Ja, det er jo en okay pris. Det tror jeg, at klubben synes. Han har spillet 15 seniorkampe for Bodø/Glimt, men samlet er det kun lidt over 300 minutter på banen.

- Så man kan ikke forvente meget mere, når han kun havde et enkelt år tilbage af sin kontrakt. Jeg tænker da også, at Bodø/Glimt har sikret sig en fin videresalgsklausul.

Danmarks nye superstjerne
I forbindelse med Mikkel Bro Hansens skifte til PSV, satte danskeren ord på tiden i Bodø/Glimt over for klubbens hjemmeside. 

- Jeg er virkelig glad for alle de oplevelser, venskaber og den erfaring, jeg har fået i klubben. 

- At tage hertil var 100 procent det rigtige valg. Jeg står her i dag som et helt andet menneske og har fået nogle erfaringer, som det er sjældent at få i min alder. 

- Jeg har ikke fået så meget spilletid, som jeg havde håbet på, men jeg har fået alt muligt andet, som er utrolig vigtigt – både som fodboldspiller og som menneske, lød det blandt andet fra den 17-årige dansker. 

263373
Foto: Manon Cruz/Reuters/Ritzau Scanpix

Selv om Bro Hansens ophold i Bodø/Glimt måske ikke blev til et kæmpesalg til en top 5-liga, så er Stian Høgland ikke bekymret.

- Der er da helt sikkert en følelse af 'what could have been'. Men kan han holde sig skadesfri, så er jeg sikker på, at Danmark kan få en ny superstjerne. 

- Jeg har dækket fodbold i snart 30 år, og jeg har sjældent set en bedre afslutter end Mikkel. Men han skal også være tålmodig. 

- Han er stadig inde i en rivende udvikling og er altså kun 17 år. Hver gang han kom tilbage til Norge fra en samling med de danske ungdomslandshold, kunne jeg se, at han var blevet en bedre spiller, slår Avisa Nordland-journalisten fast.

Den 17-årige dansker har fået en treårig aftale i den hollandske storklub.

I sine 15 kampe for Bodø/Glimt scorede han otte gange og lagde op til tre mål.

Artiklen fortsætter efter indholdet

CL - 1. runde

torsdag 10. sep

PSV

vs

SHA

Annonce

20 kommentarer

Se kommentarer
Annonce